Prøv et æltefrit brød i form. Et sprødt lækkert franskbrød af en nem æltefri dej, du kan røre på få minutter.
De sidste måneder har jeg bagt dette brød flere gange. Det er bare så super nemt! Dejen skal bare hældes i formen efter hævningen. Du slipper helt for at få fingrene i dejen. Smart!
Dejen rører jeg bare med grydeske. Du kan også bruge en køkkenmaskine, men jeg synes det er nemmest at røre dejen direkte i hæveskålen.
Vi har ikke en køkkenmaskine i sommerhuset, og jeg har faktisk helt lært at klare mig uden. Det går så fint med denne dej. Simple living 🙂
Dejen kan du også bruge til boller eller flutes. Det er faktisk denne opskrift på morgenboller jeg har brugt til brød denne gang.
En god nem grundopskrift på brød du får her.
Der bliver 2 brød af denne portion.
Du kan pynte brødene med 2 forskellige slags kerner/korn og putte det ene brød i fryseren? Jeg dryssede det ene brød med chiafrø/sesam og det andet med solsikkekerner.
Man kan også bage ét brød og bruge resten af dejen til boller? Endelig så kan du selvfølgelig også nøjes med at bage halv portion, hvis du kun vil bage ét brød.
Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på æltefrie brød og boller. Jeg elsker bare når det er nemt at bage.
Æltefrit brød i form – franskbrød af nem æltefri dej
Ingredienser
- 1 liter lunkent vand kan erstattes med mælk eller surmælksprodukt
- 1½ tsk sukker kan erstattes med honning
- 25 gram gær
- 2 tsk salt
- 200 gram havregryn Kan erstattes med f.eks. fuldkornsmel el. lign. Jeg brugte finvalsede havregryn
- 1-1,1 kg hvedemel gerne Manitoba mel eller Tipo 00 mel
- evt. 75-100 gram solsikkekerner kan udelades eller erstattes med andre kerner f.eks. hørfrø?
- Drys: f.eks. havregryn/chiafrø/birkes/græskarkerner/solsikkekerner
Sådan gør du
- Opløs gæren i vandet. Tilsæt sukker. Rør havregryn og evt. solsikkekerner i. Dejen kan røres blot med grydeske. Rør hvedemelet i lidt efter lidt sammen med salt. Konsistensen bliver fast, som tyk klistret havregrød. Dejen skal ikke æltes
- Tildæk skålen med et klæde, og lad dejen hæve lunt i ca. 30 minutter gerne i ovnen v. 30 grader (ikke varmluft). Kan også hæves 30-45 min. på køkkenbordet
- Fordel dejen i en bageform på 2-3 liter. Dejen skal max. fylde 2/3 af formen. Der bliver til 2 brød af denne portion. Lav evt. resten som boller. Drys med f.eks. med sesam/chiafrø. Hæv brødene lunt tildækket i 20-30 min. evt. i ovnen v. 30 grader.
- Bag brødene nederst i ovnen i ca. 35-40 minutter v. 175 grader varmluft (200 gr. alm. ovn). De er færdige, når de er gyldne og sprøde og lyder hule, når du banker dem under bunden. Boller skal bage midt i ovnen i ca. den halve tid
- Lad brødene køle af nogle minutter, før de er klar til udskæring
Noter
Fryseegnede. Dejen kan også bruges til flutes eller boller. Kan også bages uden form.
Hvis du vil lave brødene endnu grovere, kan du tilsætte rugmel som i disse brødPrøv et nemt æltefrit franskbrød – saftigt, lækkert og det mætter godt
Sikke et lækkert brød! En saftig/blød krumme og en sprød skorpe.
Helt perfekt grovbrød. Genialt at man slipper for at bruge kræfter på at ælte dejen. Er vild med de nemme løsninger.
Jeg synes det er nemmest at bage 2 brød af gangen. Elsker at have brød i fryseren.
Hvis du ikke har to franskbrødsforme, så kan du sagtens bage resten af dejen som boller. De skal bare kun ca. bage den halve tid. Franskbrødene kan også bages uden form.
Brødet bliver ekstra luftigt og lækkert, hvis du bruger Manitoba mel eller Tipo 00 mel.
Almindeligt hvedemel er dog rigtigt fint, men der er ekstra protein i den anden type mel, så det “booster” brødet. Få opskrift på Manitoba brød og boller her.
Du kan også bruge speltmel som i dette brød?
Hvis du bruger yoghurt i stedet for vand, så kan du bage et lækkert yoghurtbrød og yoghurtboller som disse.
Prøv også et havregrødsbrød. Det bliver også ekstra saftigt.
Kan dejen koldhæves eller langtidshæves?
Jeps. Hvis du synes det er nemmere at lade dejen koldhæve i køleskab, så brug bare mindre gær. Få opskrift på koldhævet franskbrød her.
Har du ikke plads i køleskabet, så kan du også lade dejen langtidshæve på køkkenbordet. Få opskrift på langtidshævet grovbrød her.
Hjemmebagt franskbrød er bare det bedste! Dette brød holder sig friskt og saftigt i dagevis.
Jeg bager gerne en portion én gang om ugen og så har vi brød til hele ugen. Brød nr. 2 putter jeg i fryseren eller i køleskabet, så kan det holde sig i flere dage.
Vi køber faktisk næsten aldrig bagerbrød, og det sparer vi mange penge på.
Hvis du er vild med de æltefrie deje, så prøv også et æltefrit grydebrød. Det er også bare den nemmeste dej.
Få flere opskriter på franskbrød, æltefrit brød og boller her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
11.
12.