Hjemmebagt brød – sprød skorpe og saftig krumme
Der findes næsten ikke noget bedre end at sætte tænderne i et friskbagt brød med en sprød skorpe og en luftig, saftig krumme. Gerne med tandsmør.
Jeg elsker at bage brød – duften i huset, roen i hovedet når melet hvirvler og ikke mindst smagen af et godt hjemmebagt brød. Hjemmebag vækker altid jubel hjemme hos os.
I denne kategori finder du opskrifter på hjemmebagt brød af alle slags
Læs mere om brød og få brødopskrifter her
Uanset om du er til nemme brød med eller uden gær, rustikke grovbrød, brød i form, luftige flutes /baguette eller et godt groft brød med kerner, så kan du finde inspiration og opskrifter i denne kategori.
Der er masser af muligheder for at bage dit brød selv.
En god dej består af simple ingredienser: mel, vand, salt – og enten gær, bagepulver, natron eller måske du har lyst til at eksperimentere med surdej.
Vil du have et ekstra luftigt brød? Så lad dejen koldhæve natten over i køleskabet – det giver en mere elastisk dej og en fantastisk smag!
Bagning i en forvarmet ovn med damp sikrer også den perfekte sprøde skorpe.
Brød kan varieres i det uendelige – fra klassiske franskbrød og madbrød til grove, fuldkornsbrød med masser af fibre. Hvad med at prøve et brød med rugmel for en mere mættende variant? Eller måske et focaccia med olivenolie og rosmarin for et lækkert madbrød?
Jeg har samlet mine bedste opskrifter på brød, så du kan finde lige den variant, der passer til dig. Så er det bare at finde melet frem, røre dejen sammen og glæde sig til duften af nybagt brød i hele huset!