Dagen har været begivenhedsrig – fra tidligt til sent. Hæsblæsende. Jeg har næsten ikke kunne følge med – hverken fysisk eller psykisk. Store udsving på følelsesbarometret. Alt for store. Jeg ved ikke hvor jeg skal starte – med sorgen eller glæden?
Jeg starter med det der fylder mest for mig – sorgen – farvellet.
I dag var jeg til begravelse. En rigtig begravelse med jordpåkastelse i landsbykirken. En begravelse med tårer, krammere og velmente ord.
Vi tog afsked med en kær gammel nabo på vejen – en nabo der ikke bare var en nabo – men et livsstykke, et enestående menneske der mestrede evnen at banke på alle steder, stikke hovedet ind og sige goddaw – giver I en kop kaffe?
En ældre mand, der elskede at fortælle om og dele sin begejstring for rejser, udflugter, oplevelser med soldaterforeningen. En engageret nabo, der, når han spurgte “hvordan går det så?” – ja så var ordene velmente.
Der bliver et uerstatteligt tomrum efter den nabo. Hvor mange mestrer lige kunsten at “vade ind i folk med træsko på” – og stikke forbi og banke på, også selvom klokken er 19 og folk sidder bag nedrullede gardiner og ser TV?
Hvor mange vil man opleve stolt vade gaden tynd i sine nyerhvervede hollandske træsko – imponeret og glad banke på hos alle naboerne for at fortælle krøllen på historien om hvorfor træskoene blev købt med hjem fra ferieturen. Vi skulle alle beundre de smukke røde hollandske træsko – og sikke et dejligt smil på læben vi alle fik.
Vi havde oplevelser og begivenheder til fælles. Vi samlede ind til Kræftens Bekæmpelse sammen og har delt byens ruter imellem os de sidste 15 år. Min ældre naboven havde en indsamlingsrekord der var ustikkelig – en kanonrekord. Han var på “sludder” med alle der alle gav en ekstra mønt. Han var et elsket og vellidt væsen og i dag var kirken stuvende fuld. Han har gjort en forskel for mange.
Jeg vil også være sådan én der vader ind i folk med (hollandske) træsko på – en der spørger interesseret og banker på, også selvom folk ikke ser ud til at være hjemme eller måske i første forsøg virker afvisende. Jeg er en meget social nabo – men mest når jeg tilfældigvis støder på mine naboer. Jeg opsøger dem alt for sjældent uopfordret – det vil jeg blive bedre til.
Enken vil jeg invitere på aftensmad – jeg er helt vild med hende – vi skal hygge os. Kan ikke bære hvis hun nu bliver indfanget i ensomhedens fængsel!
Det var en smuk afsked, når det nu skulle være. En smuk tale præsten holdt, stemningsfulde øjeblikke på kirkegården og en hyggelig efterkomst, hvor det eneste vi manglede i selskabet kun var afdøde. Jeg sad næsten og kiggede efter ham – alt for længe siden vi har haft en sludder.
Det var altid trist at sige farvel og blive mindet om at vi alle skal herfra. Et farvel efterlader altid et tomrum. Der bliver en ledig plads i vores hjerter der ikke umiddelbart lader sig genfylde. Det er så tomt når nogen dør.
Alle mine tanker går i dag til min kære gamle nabo-ven og hans efterladte enke – TAK FOR ALT – det du gav og det vi havde til låns!
Når man er i sorgens dyb, man man næsten ikke overskue at finde vejen op. Det hjælper at mødes efter begravelsen, få gang i snakken, minderne og de positive historier. Livet går videre – de levende menneskers snak fylder lokalet – vi lever – og skal hoppe på toget igen – og fortsætte i samme gode rille – vi skal have fuld valuta. Hvem ved hvornår den sidste dag oprinder.
Fra sorg til glæde:
Dagen i dag har også været en glædens dag. Den startede glad. Det begyndte på cykelstien hvor jeg pludselig i radioavisen hørte interview med min bibliotekschef. Jeg var ved at falde af cyklen. Jamen, jamen??
Randers Kommune er kåret til Danmark Læser kommune.
Pludselig eksploderede mediemøllen – der fulgte flere interviews med flere af mine seje kolleger der har båret projektet igennem med seje projektmedarbejdere i byen.
I www.nordbyenlaeser.dk blev Randers bydelen Nordbyen udvalgt til en stribe læseprojekter – med det mål at få flere læseuvante til at læse. Mine kolleger har været knalddygtige, myreflittige og imponerende opfindsomme! De har holdt læsecafeer i bydelens fælleshus, de fik ide til at putte bøger i fuglehuse så forbipasserende kunne snuppe en bog på vejen, de stoppede bøger i vaskekældre, de fik 10.klasser til at høre e-bøger og skrive anmeldelser og meget andet.
Eksisterende gode samarbejder med gode folk i bydelen fik projekterne til at skyde fart og spire og vokse eksplosivt. Der var over 50 arrangementer der involverede alle aldersgrupper.
Litteraturen har vundet indpas – og jeg er stolt og benovet over at arbejde på et bibliotek hvor der er så mange gode kreative kræfter på spil, hvor der er så mange bankende boghjerter med en litteraturglæde så stærk, at den er urørlig og usårlig.
Ingen hovski-snovski-attitude i forhold til den “rigtige litteratur” – næh – det handler bare om at stimulere læselysten og via gode anbefalinger at give folk øjenåbnere som stimulerer fantasien og lysten til lige at snuppe en bog til.
Læsning stimulerer fantasi, fortælleevne, kreativitet og sprog. Også – og især – i en udsat bydel er værdier som disse uvurderlige og uundværlige.
Hvor er det stort, flot og helt fantastisk og hvor er det rørende at læsning og værdien af det skrevne ord er sat øverst på kulturministerens dagsorden. Læsning er ikke “gammeldags” – men højaktuelt og kan flytte SÅ meget med meget få midler. En tur forbi et fuglehus, snup en bog, start på side 1 og en ny verden åbner sig for dig.
Jeg ELSKER at forsvinde ind i litteraturens univers – og foretrækker til enhver tid bogen fremfor filmen. De billeder jeg selv kan skabe er de allerbedste. Længe leve bogen og litteraturen <3
Der var en euforisk stemning på biblioteket i dag, helt fantastisk faktisk. Folk var lalleglade og der blev skålet i champagne fra morgenstunden. Vi kunne knapt koncentrere os om vores øvrige opgaver – hvor er det vildt og stort sådan at komme på Danmarkskortet som modelkommune!
Vi var på TV, i radio, i P1, P2, P2 og ikke mindst i lokal-radioen P4. Borgmesteren havde det helt store smil på – det rakte faktisk helt op til over begge ører.
Sikke en dag – sorg og glæde.
Håber du havde lyst til at følge med hele vejen – mad blev det ikke til i dag. Pyt. Nogen gange må pladsen vige i en større sags tjeneste. Hvad hjertet er fuldt af <3
