Saftige koteletter i Vesterhavshytten

Vinterferie? Hvad er det?

En himmelsk begivenhed der fandt sted i sidste uge? Puls i dvale, ingen stress, ingen hurtige hjernevindinger, intet tempo. Søvnoverskud. God tid til lækre langsomme måltider?

 

Saftige koteletter i Vesterhavshytten

Hverdag, hvad er det? Spændende job med drøn på. 1000 planer. 1000 ideer. Mange heste at ride på. En familie man ser alt for lidt. Søvnunderskud. Hjernen på overarbejde fra tidligt til sent, 1000 ting at huske, mad der forsluges hastigt.

Hverdagen er som en tørretumbler!

Efter en ferie er det som at blive smidt ind i en tørretumbler og blive kastet rundt, når man vender tilbage til hverdagen. Jeg burde jo have lært det efterhånden, tror altid jeg er ved at blive syg efter de første to dage. Træt og mørbanket, komplet udsolgt i krop og sjæl. Er det mon farligt det dér hverdagsliv? Tilvænningen/omstillingen er ihvertfald svær for mig!

Sådan har jeg det! Er du en af de heldige der har vinterferie i uge 8, ved du altså hvad der venter dig i næste uge. Er du én af dem der havde ferie i uge 7, ved du nu, at der i hvert fald er én der har det ligesom du også har det i dag torsdag, i den første arbejdsuge efter ferien. Scrashed. Smashed. Færdig.

Her min dags-status på Facebook, som vist beskriver situationen meget godt, plus lidt til:

Var jeg en bil, var jeg sendt til skrot. Var jeg ko, var jeg død ved boltpistol. Jeg kan ikke gå, fjollede lidt for meget i de nordjyske sandklitter. Mit danseknæ er i smadder, kan åbenbart heller ikke holde til lidt ungpigeleg i sand. Er livet slut nu, når alt det sjove er forbi?? Jeg er døden nær af træthed og overanstrengelse. Ja er jo GAMMEL! 1000 år i dag. Ja og så hjælper det ikke engang, at jeg i dag er inviteret på date med marcipankongen, ja date i selveste Odense domicilet? Jeg skal lave desserter og påskeæg sammen med ham og andre bloggere…..(ender jeg mon med at slå nogen ihjel, er jo vældig utålmodig!) Nå men hvad kan en god nattesøvn ikke kurere? Må man godt gå i seng kl. 18.00. Skyd mig venligst ej og send mig ikke til skrot. Jeg er klar i morgen igen. Springer ud af sengen kl. 6.00! I morgen vil jeg da snildt kunne lave et marcipanæg, ja selv en dessertkage!  

Jep. Jeg er på vej til køjs. Tidligt. Jeg har mega-ondt i mit knæ, fjollede lidt for meget i det sand der ved Rubjerg knude, da vi skulle løbe fra regnbygen Nogen skrev til mig at indlæggetets dramatiske overskrift vist var lidt for overdramatiseret, men øv så viste det sig jo faktisk, at jeg skadede mit knæ under løbeturen. En gammel meniskskade brød op. Lidt mere rigtigt drama endte turen alligevel med.

Lige nu skriver jeg med foden oppe, støttet af en pude. Manden har lavet mad og klaret opvasken (ok varme-millionbøf fra fryseren, men alliwl). Jeg drikker te og reflekterer. Tænker gode tanker om vinterferien vi tilbragte i skønne Blokhus.

Saftige koteletter i Vesterhavshytten

Tro endelig ikke, at jeg ikke elsker mit job og mit hverdagsliv. Elsker det helt vildt, men der er damp på alle kedler nu og i sidste uge stod jo maskineriet stille. Det er lige den omstilling jeg kæmper med. Kunne man sige lidt grus i maskineriet? Ja det passer vist meget godt!

Kameraet er fyldt af madbilleder fra ferien, vil du ikke længes tilbage til Vesterhavshytten sammen med mig, bare lidt? En lille bitte smule?

Jo vi tager en tur tilbage til Blokhus og spiser saftige koteletter, ovnbagt grønt, oliestegte ovnkartofler og bearnaise:

Saftige koteletter i Vesterhavshytten

En hurtiglavet nem og lækker menu.

Det skal du bruge (4 personer):

Oliestegte kartofler:

1½ kilo kartofler, ½ dl olie og krydderi.

4 svinekoteletter

Ovnbagt grønt:

8 gulerødder (ca)

1 rød peberfrugt i strimler

2 rødløg og 1 almindeligt løg i både

Bearnaisesauce.

Sådan gør du: 

Skræl og halvér kartoflerne. Hæld dem i en pose og hæld ½ dl. olie ved. Jeg havde sådan en lille “rejse-olieflaske” med, som jeg havde fået i værtindegave engang. Passede perfekt. Det viste sig at være olie med smag af peberfrugt (tror jeg? Pepperolio, så mon ikke?)

Hæld kartoflerne ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Vend den flade side opad.

Peberolie

Jeg brugte det krydderi jeg havde med i sommerhuset. Kunne jo ikke slæbe alle krydderikrukkerne med, men tænkte at All-round-krydderi ville kunne rækkel all-round? 😉 Du bruger jo selvfølgelig bare det krydderi du synes allerbedst om på kartofler 😉
Allroundkrydderi

Bag kartoflerne i en time v. 175 grader varmluft. De bliver sprøde og lækre.Ovnkartofler Imens kartoflerne steger laver du ovngrønt. 

Skræl gulerødderne. Skær peberfrugt i strimler og løg i både. Vend med et par spsk olie, salt og lidt all-round-krydderi. Bages i ovnen i ca. ½ time. Vendes et par gange.

Nu er det tid til at stege svinekoteletterne.

Varm panden godt op. Tilsæt lidt smør. Steg koteletterne 3 minutter på hver side, krydr godt, tja hvad med All-round-krydderi f.eks.? 😉 Lad koteletterne hvile panden indtil kartofler og ovngrønt er færdigt.

Sprøde saftige koteletter! Oversteg dem ikke (det er jeg slem til). Koteletter kan godt blive gennemstegte og møre uden at blive stegt hårdt og længe. (det har taget mig 25 år at lære  det!)

Saftige koteletter i Vesterhavshytten

Så er der serveret!

Uhm lækkert mad på det store bjælkespisebord i Vesterhavshytten.

En god klat bearnaisesauce til, eller den sauce du nu foretrækker.

En smuk farvestrålende solskinsmenu. Tror ovenikøbet solen skinnede den dag vi spiste den?  Suk. Ja selv solen skinner åbenbart også mere i ferierne. Nu regner det….

Stop nu med den ynk og jammer! Til køjs og i morgen venter en ny dejlig dag. Ja da! Kom an!

Et skønt ferie-tilbageblik for mig. Håber du havde lyst til at følge med en smuttur til Blokhus og tilbage igen? 😉

Vi ses!Saftige koteletter i Vesterhavshytten


author avatar
Gitte Hansen
Elsker at lave nem mad, bage lækre kager, udvikle nye opskrifter og formidle til bloggens næsten 80.000 følgere på sociale medier. Arbejder nu fuld tid med nogetiovnen.dk efter 30 år som bibliotekar. Med over 1 mio. månedlige visninger og over 3400 nemme opskrifter, er Nogetiovnen.dk én af Danmarks største madblogs.