BlomsterDet er mandag og jeg ser tilbage på en forrygende aktiv weekend med fødselsdag, glade gæster og havearbejde i den helt store stil.

Vi oplever tempofyldte dage. og når jeg sådan remser det op, lyder det egentlig ret vildt, men når man, som vi, står i det, så går det jo alligevel.

Vi stornyder øjeblikkene og lykkeglimtene.

Fødselsdagsglimt, havelykke og smørrebrødseventyr

Denne weekend fejrede vi min mands 50-årsfødselsdag. Han fylder i morgen d. 1 maj, men lige netop i morgen skal vi også flytte Amanda på plads i den nye Aalborg lejlighed.

Den helt store fødselsdag holder vi for min mand til juni, hvor vi holder fælles 50-års-fødselsdag, men i går var vi bare en lille sluttet flok: min mands forældre og vores lille familie. HavebillederVi mødtes hjemme i vores skønne hus som i den grad trængte til en kærlig hånd. Vi kan mærke, at vi har fået sommerhus, og primærmatriklen lider tit afsavn. Haven især.

Vi prioriterede at knokle på i haven denne Bededagsferie og vi fik ordnet bede, kantet græsplæne, nedlagt bålsted, og udvidet rabarberbed.

Det tog timevis og kostede kræfter, ja næsten blod, sved og tårer at ordne stenbeddet du kan se på billedet her. Forestil dig 20 centimeters senegræs der vokser op overalt i dette bed. Op i roserne. Op i blomsterne. Et helvede. Nej og gift bruger vi ikke, så det er bare “The hard way” og regnen begyndte at fosse. Som om det ikke var slemt nok.

“Hvilen er sødest på fuldendt gerning” – ja mon ikke. I DID IT!  Yes-arm og sejrsfølelse 🙂

Vi fik også plantet krukker og ordnet bede. Der er farve på blomsterne og der er krydderurter i blomsterkrukken.Krukker med forårsblomsterVi fik også fjernet mos på terrassen. Det er bare at starte fra en ende af. Man kan virkelig se hvor langt man når. Flisepest har fliserne vist også, men det har vi endnu ikke fået helt styr på. Mon vi får det nogensinde. Jeg tvivler 😉Luge fliser med hakkejernSenegræs var også ved at kvæle rabarberbedet og det du’r jo ikke, for så bliver der jo ingen kager? Krise! Katastrofe!

Nu er rabarberbedet blevet renset op og pladsen fordoblet. I den ene ende har jeg plantet en timian – en rigtig god plante, for faktisk er det jo en staude, der kommer år efter år.   Rabarber i havenDenne bededagsferie brugte vi alle kræfterne i haven og vi hyggede os faktisk rigtigt meget med det, også selvom armene blev lange, fingrene forrevne, ryggen øm og benene slidte.

Det er skønt, når arbejdet er klaret.FødselsdagsbordDa gæsterne skulle komme, prioriterede vi at det skulle være nemt for os. For en gangs skyld bestilte vi al maden udefra og kagerne også.

Der var god tid til at nyde samværet med gæsterne og hvor var det en fryd. Skønt at ingen skulle storme rundt i køkkenet.

Vi havde bestilt højt belagt smørrebrød og hvor var det da bare nemt, sådan at åbne kasserne og kunne sige: “Så er der serveret. Frit valg på alle hylder!” 🙂

Til dessert spiste vi flødekager – én med sveskemos og en forårslagkage. Min mand var førstevælger os bageren 🙂FødselsdagskageForårslagkagen var bare skøn – mon ikke også vi selv skulle prøve at bage sådan én en dag? 🙂Bagerens forårslagkageEn skøn weekend. Forårssolen skinnede og vi kunne nyde kaffen i det fri. En lang gåtur og god tid til smil, grin og gode snakke med vores gæster. En herlig weekend.

At fejre fødselsdag på den måde kan jeg godt anbefale dig. Det er i den grad selvforkælelse at komme nemt omkring serveringen.

Nogen ville sige: “Nu du bager så meget og laver så meget mad, hvorfor så ikke lave maden til gæsterne selv?”ForårsblomsterTjo jeg nærmer mig jo de 50, og måske jeg er blevet klogere med tiden. Jeg er blevet bedre til at vælge mine kampe og ikke brænde mit lys i begge ender.

Brænder man sig selv ud i haven, så du’r det ikke at brænde sig selv ud bag kødgryderne. Man kan kun give sig selv fuldt-ud ét sted, eller jeg kan i hverfald.

Jeg gav mig selv fuldt ud til dette stenbed og det var alle anstrengelser værd.

Gæsterne havde vi tid til at nyde. Gåtur var der også tid til. Musik, grin, kaffe og pizza fra pizzamanden som skrub-af-madHus og haveEn helt perfekt weekend. Jeg håber også at du har nydt din?

Vi puster ud og trækker vejret. Klar til en ny omgang. En lang nattesøvn og så er vi klar til at køre flyttelæs til Aalborg i morgen.

Hvor bliver det altså godt for de unge mennesker at flytte sammen. Aalborg er den skønneste by. Jeg glæder mig på deres vegne og glæder mig som et lille barn til at se deres nye lejlighed for første gang. Jeg glæder mig også til at hjælpe. Det bliver en hård og intens men hyggelig flyttedag fornemmer jeg.

Kryds lige fingre for, at vi får tørvejr til flytningen, ikke? 🙂

Tak fordi du læste med til sidste ord. Håber også du har haft den hyggeligste Bededagsferie 🙂


author avatar
Gitte Hansen
Elsker at lave nem mad, bage lækre kager, udvikle nye opskrifter og formidle til bloggens næsten 80.000 følgere på sociale medier. Arbejder nu fuld tid med nogetiovnen.dk efter 30 år som bibliotekar. Med over 1 mio. månedlige visninger og over 3400 nemme opskrifter, er Nogetiovnen.dk én af Danmarks største madblogs.