Normalt holder jeg hvad jeg lover, men denne gang var det ved at svipse for mig. For ugevis siden, da jeg skrev om denne store balje lækre Spaghetti Bolognese, skrev jeg til dig, at jeg ville fortælle hvad man kunne bruge bolognese-resterne til, f.eks. på 3. dagen.
Det er ikke helt så sjovt at spise det samme 3 dage i træk vel? Der er behov for afveksling og nytænkning. Hvad med at prøve dette tip og lave gratineret pasta af resterne? Det er ikke raket-videnskab og måske du siger “jamen, det kunne vi da sagtens selv tænke os til??”
Jeg tager chancen. Jeg ved at madrester mange steder ryger ud, så hvis du kan finde inspiration i dagens indlæg, skal du være så velkommen. Det vil spare dig både for tid og penge. 🙂
Grundopskriften på Spaghetti Bolognese kan du finde her. Det er en nem opskrift og der bliver en KÆMPE portion, rigeligt til mange dage, til fryseren, til frokostbøtter eller til gratineret spaghetti.
Har du rester af både bolognesesauce og spaghetti er det helt perfekt. Rod det hele sammen og gem til dagen efter, så kan du lave verdens hurtigste nemmeste gratinerede pastaret.
Sådan laver du gratineret pasta af spaghetti Bolognese:
- Bland spaghetti og kødsauce godt sammen og læg det i et ildfast fad.
- Fordel 1 pose revet ost henover (eller sær skiver af “familieosten” fra køleskabet, du bestemmer)
- Gratinér spaghetti-retten ½ time v. 175 grader varmluft, eller til osten er smeltet og retten godt “gratineret” ovenpå.
- Servér med frisk grøn salt til og evt. friskbagt hvidløgsbrød
- Voila – det var det!
- Stop madspild – men alligevel en lækker og helt ny ret på din tallerken.
- Osten tryller en ny spag til bolognesen og gratineringen gør spaghettien ekstra sprød og lækker.
Som sagt, ikke raketvidenskab, men hvis du ikke har fået tanken før, kan du måske have smidt meget kødsauce ud på 3. dagen?
God samvittigheds-mad, hvor du sparer tid og penge til både madlavning og indkøb.
Stop madspild – I like 🙂Håber du har haft en god weekend?
Vi har været til barnedåb.En rigtig god dag med lækkert mad og dejligt selskab. Det går bedre med kravebenet og jeg dristede mig til at køre en lille tur i bil i dag. Dagens statusmelding fra Facebook får du med her.
“HAR KØRT BIL I DAG! Men hvor filan hvor går det langsomt når man kun kan køre 60 km/t fordi man ikke kan nå 5.gear med gearstangen?! Bakgear du’r heller ikke, men hvad skal man da også med et bakgear når man bare vil frem i verden? Kh Gitte brækket kraveben uge 7; kan børste tænder, åbne døre, vaske begge hænder, skrælle kartofler og vaske op med højre. NÅ NEJ jeg kan forresten ikke vaske op (eller det tror min familie ihvertfald ikke, så sig venligst ikke noget om det vel? ” 😉
Jeg iler til køjs. Jeg læser Helle Helle “Hvis det er” for tiden, så jeg har travlt med at komme i seng, hvor der der dømt læsetid.
God og underfundig lille bog. Hun skriver godt hende Helle. Et læsetip fra dig til mig 🙂