Havretern med nougat. Uhm her får du opskriften på lækre sprøde havregrynssnitter med blød nougat chokolade på toppen. Nemme kage snitter med nougat.
De nemmeste kager du kan bage! Sprøde kagesnitter, du kan lave på få minutter og hvor dejen bare skal smeltes sammen i gryde.
Dejen er uden æg og bagepulver, og med kun 1 spsk mel. Det kan dog sagtens udelades eller erstattes med mandelmel.
Det bliver en tæt kompakt kage, der skæres ud i snitter / bidder.
De små havregrynssnitter bliver sprøde og seje i konsistensen.Uhm de smagte så lækkert! Helt perfekte faktisk.
Den bløde nougat lægger du på toppen i skiver, når kagen kommer ud af oven. Voila! Varmen fra kagen får nougat’en til at smelte syndigt.
Havreternene er faktisk som små müslibarer eller flap-jacks. Disse er dog toppet med smeltet blød nougat på toppen, så de er nærmest konfektagtige.
Hvis du ikke har nougat på lager, så kan du også bruge pålægschokolade.
Bare læg pålægschokoladen på, straks havreternene er kommet ud af ovnen, så smelter chokoladen straks.
Faktisk vil snitterne være fine at servere som julekonfekt også. Jeg dryssede med grofthakkede mandler, men du kan pynte med anden topping, helt efter eget valg.
Du kan også putte mandlerne i dejen? Det smager også super godt.
Det er en rigtig god opskrift, du får nu. Jeg har glædet mig meget til at dele den med dig. 🙂
Havretern med nougat – opskrift på lækre havregrynssnitter
Ingredienser
- 75 gram smør
- 130 gram havregryn ca. 3½ dl - jeg brugte finvalsede
- 65 gram sukker ca. ¾ dl - rørsukker eller brun farin kan også bruges
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 spsk hvedemel kan udelades eller erstattes med mandelmel
- 3½ spsk sirup både lys og mørk kan bruges
- 1 knivspids salt
- 100 gram blød nougat kan erstattes med smeltet chokolade, mørk, mælke- eller hvid chokolade, også lys pålægschokolade el. Nutella
- 1 håndfuld mandler
Sådan gør du
- Smelt smørret i en gryde. Sluk for varmen og bland alle de andre ingredienser i
- Beklæd en bageform med bagepapir. Tryk dejen ud heri med en ske og glat ud. Min bageform målte 13x30 cm, men en form på f.eks. 15x25 ell. 20x20 kan også bruges. Helst en firkantet form, da kagen skal udskæres i tern
- Bag nu kagen ca. 15-20 minutter v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn). Den er færdig, når den er sprød og gyldenbrun. Tjek kagen de sidste minutter. Bagetiden afhænger af formens størrelse.
- Fordel straks nougat skiver på den varme kage, efter den er kommet ud af ovnen. Lys pålægschokolade kan også bruges.Tip: Det er nemt at udskære nougat'en med en ostehøvl
- Smør nougat'en godt ud i alle hjørner på kagen
- Drys hakkede mandler på toppen af nougat'en og tryk mandelstykkerne godt ned i kagen.
- Lad kagen afkøle helt, før du udskærer den i tern. Jeg fik 18 stk af denne portion. Lav ikke stykkerne for store, da stykkerne er ret søde
- Stil kagen til afkøling. Nougat'en vil stivne helt, hvis kagen opbevares i køleskab, men den forbliver blød og lækker, hvis du opbevarer den på køkkenbordet.
Noter
Opbevares i tætsluttende beholder i køleskab eller på køkkenbord. Holdbarhed 2-3 uger. Fryseegnede.
Du kan tilsætte mandlerne til dejen i stedet for at drysse dem på toppenMandler kan erstattes med anden pynt f.eks. påskeæg, frysetørrede hindbær, hakkede hasselnødder eller anden topping
Sprøde havregrynssnitter med blød chokolade nougat – gode som konfekt også. Søde müslibars
Uhm nogle geniale kager! Havrebidderne kan laves på ingen tid. Perfekte til den hurtige, impulsive lækkersult. Måske I bliver “sultne for sjov” en aften derhjemme?
Har du ikke lige blød nougat på lager, så kan det sagtens erstattes med Nutella, smeltet mørk chokolade, mælkechokolade eller hvid chokolade.
Den bløde nougat vil stivne, hvis du opbevarer dem i køleskab, men det kan du sagtens. Havreternene kan også opbevares på køkkenbordet i tætsluttende beholder. De kan også fryses.
Lækre müslibars er det også. Haps nogle dejlige bidder.
Skær dem gerne ud i små stykker, da stykkerne er rimeligt søde i sig selv. Jeg elsker dem! Det er genialt med et knivspids salt i havreternene.
Den karamelagtige smag sammen med salt er bare skøn og den bløde nougat er virkelig prikken over i’et.
Mit kagefad på 13+30 cm var helt perfekt at bruge, for her skulle jeg bare skære stykkerne halvt over. Du kan bruge alle slags firkantede forme. 15×25 cm eller 20×20 cm måske?
Det skal helst være en firkantet form, da stykkerne skal skæres ud i små firkanter.
Se lige hvor fine kagesnitterne var på mit yndlingskagefad.
Mine forældre kom på spontan kaffevisit i sommerhuset og kagerne vakte jubel.
Jeg kunne også fremtrylle en rest drømmekage med hasselnøddetopping til overs, og en dejlig ny citronkage, du nok skal få opskriften på.
Det endte jo med at blive en hel lille kagebuffet, som vi kunne nyde på den overdækkede terrasse i solskin.
Dejligt at vi var flere om at spise alle mine kageeksperimenter. Naboerne har også fået smagsprøver, til højre og venstre.
Jeg er vist et farligt bekendtskab for min familie og bekendtskabskreds, ihvertfald i kaloriesammenhæng. 🙂
God fornøjelse med de lækre sprøde havretern med nougat. Jeg er sikker på at I bliver vilde med dem hjemme hos jer.
Få flere lækre opskrifter på havregrynssnitter her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.