Høbjerg Cafe og Gårdbutik er virkelig et besøg værd.
Er du til gode råvarer og et lækkert frokostmåltid eller hyggelig kaffe og kage serveret i en rolig og hjemlig atmosfære i smukke rammer, så har jeg det helt rigtige sted for dig.
På Djursland finder du mange af mine yndlingspletter og én af dem er Høbjerg Café og Gårdbutik – et sted som jeg har et helt særligt forhold til.
Jeg er opvokset på egnen og mine forældre bor stadigvæk få kilometer fra den lille by Høbjerg lidt udenfor Grenå. Heldige os, så kan vi nemlig tit besøge den gode gårdbutik i Høbjerg, når vi alligevel er på vej til og fra familiebesøg.
Jeg har med fornøjelse og stor respekt fulgt gårdbutikken fra den spæde opstart.
Peter, der driver stedet sammen med sin kone, er min gamle klassekammerat, og jeg nyder at kigge forbi og slå en sludder af med ham og købe stort ind i grøntboden.
Peter er en driftig arbejdshest og er samtidig en meget rar og tillidsvækkende fyr med et særligt højt kvalitetsniveau. Alt hvad han rører ved, er af ypperste klasse. Perfektionistisk kunne man vel næsten kalde ham, men på den gode måde altså, for er du vimmer, hvor kommer det os forbrugere/gæster til gode.
Et varemærke for Høbjerg Café og Gårdbutik er nemlig, at alt er af frisk og lækkert. Altid. Alt er virkelig af høj klasse og af ypperste kvalitet.
Jeg bøjer mig i støvet for alt det Peter og Pia har drevet frem i Høbjerg.
Det er imponerende, at de har startet sådan en succesfuld gesjæft op ud af ingenting. Wow! Iværksætteri af allerbedste slags! De har mange ansatte nu og tandhjulene kører hurtigt i det efterhånden ret så store maskineri.
Hvor er det bare herligt, at de har gjort det muligt for os at besøge det gode sted og købe så mange lækre ting. Peter og Pia kalder det de sælger “kortrejst” mad (som nordmændene) og ja, hvor er det bare fedt, at man kan købe så lækre ting lokalt. Pludselig giver import jo slet ikke nogen mening.
Med kortrejst mad påvirkes miljøet ikke. Der er kun godt at sige om lokale gårdbutikker og grøntboder der skyder frem alle steder. Køb løs! <3
I gårdbutikken kan man købe friske grøntsager, bær og frugter året rundt og det er virkelig kendetegnende, at alt er ok. Aldrig er jeg stødt på et sølle jordbær, et runkent æble eller et slattent salatblad.
Peter fortæller, at alt bliver skiftet ud hver aften (intet smides ud, men gives til grisene) for næste dag at blive erstattet af helt nye og friske forsyninger. Det er et kvalitetsniveau der vil noget!
Man bliver aldrig skuffet, i Høbjerg Café & Gårdbutik.
Flere kommer kørende fra nær og fjern for at handle i gårdbutikken, der har åbent det meste af året. Vi er mange der er enige om, at de bedste grøntsager på Djursland, får man hos Peter.
Om sommeren er der pluk selv jordbær, men orker man ikke plukkeriet, er der altid rigeligt med fyldte bakker til salg i boden.
Jordbærrene er et kapitel for sig. De er SÅ søde de bær og bakkerne bugner! Peters butik i Høbjerg er kendt for at fylde særligt meget i bakkerne – de er faktisk fyldt til randen med hele 600 gram og så er bærrene mega billige.
Den lille bod ligger lige ud til vejen og stemningen omkring stedet, er rolig og hyggelig. De små træhuse passer så fint ind i omgivelserne.
Parkeringspladsen er altid stuvende fuld af biler der lige holder ind for at “tanke” op. Denne sommer var der både turister fra nær og fjern og en masse lokale stamkunder.
Om sommeren er caféen åben og i den er der adgang til den lille gårdbutik også.
I butikken forhandles lokale specialiteter, nogle af egen avl. Der er alt hvad hjertet kan begære: honning, specialøl, kaffe og specialsodavand, kød, æg, krydderier, kød og is for blot at nævne et lille udvalg.
Se hvor fint der er i butikken på billederne nedenfor. Det ligner jo næsten en helt autentisk købmandsbutik fra gamle dage? Træstilen er så smuk og rustik. Man føler sig godt tilpas i butikken og det var lige et sted for mig. Jeg elskede at gå rundt og kigge på specialiteter i de fine rammer.
Hvad jeg købte? God kaffe og 1 kg groft salt fra Dødehavet, begrænsede jeg mig til. Vi havde lidt travlt, så jeg glæder mig til at komme igen og “snuse” videre. Jeg blev da bare slet ikke færdig med at kigge i den butik 🙂Næste gang skal jeg have tjekket de gode marinader ud og min søster fortæller også, at hun har købt de lækreste syltede løg i butikken. Ej hvor lækkert! Dem vil jeg da også prøve! 🙂
Når vi har været forbi boden/gårdbutikken har vi tit set på skiltet, at man jo også kan spise frokost i den lille café.
Vi har ferie nu, så nu skulle det være! Herligt med god tid til at tage på spontane udflugter og til at opdage nye, gode steder i ferielandet.
Vi besluttede os for en lækker sandwich, men her kan du se caféens fulde menukort:
Der er ikke det store udvalg, det er kvalitet fremfor kvantitet, men faktisk gør det jo det bare endnu nemmere at vælge hvad der skal på dagens tallerken. Det er lutter gode retter og der er noget for enhver smag.
De små hyggelige borde finder man i den ene ende af gårdbutikken og det er hér man kan spise sin mad, hvis man vil sidde indendørs. Der er en hyggelig atmosfære og en sød, venlig og personlig betjening.
Er der lunt i vejret, kan man fint sidde udendørs. Det gjorde vi.
Se lige hvor hyggeligt. Mon ikke Peter og Co. selv har lavet møblerne? Jeg tror det. Perfekt og rustikt look, til de landlige omgivelser. Mega hyggeligt 🙂
Vi valgte en lækker sandwich med kylling og bacon og hvilken én! Som i gårdbutikken, var det lutter gode råvarer. Den smagte fantastisk!
Bollen var den gode urtebolle, som jeg (og flere af jer bloglæsere) forelskede os i, da vi spiste på Café Saltbøssen i Mariager – læs om vores seneste besøg på dette skønne sted lige her.
Pudsigt at det er det samme brød der bruges til sandwich eller stjerneskud på begge mine to yndlingssteder? Den urteboller ER altså også bare fænomenal!
En af jer spurgte mig, om jeg ikke kunne få tiltusket mig opskriften på de lækre brød og jeg greb fat i Pia – Cafeens bestyrer, som kunne fortælle, at det er nogle der købes færdiglavet, fra et bageri der hedder Mette Munk.
Bollerne hedder Café Munkeboller med urter og hvor er de altså lækre. Gud ved hvordan vi bager dem selv? Har du en idé, så tip mig gerne 🙂
Det var en kæmpe sandwich, og her ser du indholdet, da jeg var halvvejs. Mega lækkert fyld, der var frisk og lækkert, men det var nu ikke nogen overraskelse for os, når nu vi kender standarden fra gårdbutikken.Sommerregnen dryppede let, men vi sad under halvtag og hyggede os. Pyt! Vi følte os virkelig hjemme der.
Næste gang vil vi snuppe kaffen med. De havde travlt i køkkenet med at lave lagkager. Dem må vi da smage engang. 🙂
Da vi var på besøg, var der barnedåb på stedet, for stedet kan nemlig også bookes til arrangementer og selskabelighed.
Barnedåbs-selskabet hyggede sig i en af længerne med vinranker – det så næsten helt sydlandsk ud. Hvor var det bare stemningsfuldt. Sikke flotte og idylliske rammer til en fest 🙂Til sandwichen fik min mand en specialøl fra Ebeltoft Gårdbryggeri, en af hans favoritøl, som ikke kan købes mange steder. Jublen var derfor stor hos ham, da han så, at Høbjerg også var et udskænkningssted for den gode øl.
Mig? Jeg valgte en italiensk mandarin-sodavand og halløj, hvor den også smagte godt. Vi skal snart til Italien, så en sodavand på “Italian style”, var vist på sin plads. 😉
Igen kom det ikke som nogen overraskelse at også drikkevarerne var af høj klasse og af allerbedste kvalitet. Vi nød vores lille spisested i det fri og sandwichen var god, stor og velsmagende, og det var en stor skam, at jeg slet ikke kunne spise op.
Man kan også købe is i butikken, og hvis vi ikke havde skullet videre på farten, var vi også blevet hængende til en is og en kop kaffe. Det gør vi da bare næste gang, vi skal forbi for at “tanke” friske grøntsager.
Måske Peter har held til at trække jordbærsæsonen lææænge? Det håber vi, men hvis ikke forsyner vi os da bare med nogle af de mange andre lækkerier fra boden. 🙂
Høbjerg Café og Gårdbutik er virkelig et besøg værd.
Fyld cykelkurven eller bilens bagerum med en masse lækre grøntsager, frugter eller bær, tjek gårdbutikken efter for udsøgte delikatesser og spis en god frokost eller drik en kop kaffe i caféen bagefter, imens I nyder stedets charme, de rustikke bygninger og beundrer udsigten udover markerne.
En total oplevelse af høj kvalitet og næh nej, det siger jeg skam ikke kun fordi jeg kender Peter og Pia og ønsker dem alt godt i verden 🙂Er du på Djursland, så stik du da lige forbi på Djursland. Selv vores sommerhusnaboer fra Fjellerup kører til Høbjerg, for at købe grønt, selvom det betyder en halv times køretur. Pyt. Stedet er så absolut køreturen værd.
Stedet får mange stjerner af os og Peter og Pia får hermed også lige verdens største skulderklap – alle roserne er fuldt fortjent. Hver eneste én.
Håber I passer på jer selv, hinanden og jeres fine sted <3 /
Taknemmelige sommerhilsner fra Gitte