Hotel Nor Badehotel v. Slettestrand er vores yndlingsbadehotel der ligger det smukkeste sted ved Vesterhavet.
Her får du en anbefaling og en anmeldelse af det dejligste hotel, der er nyligt, men meget nænsomt renoveret.
Alt er bare i top og emmer af kvalitet.
Du kan nyde luksus mad i restauranten, med udsigt til Vesterhavet. Betjeningen er den sødeste og atmosfæren er badehotel-agtig på den helt rigtige måde.
Fred. Ro. Harmoni. Lykke. En bid af himmerige! Vi elsker Hotel Nor!
Vi har netop tilbagt endnu en weekend i himmerige på Hotel Nor min datter og jeg.
Det er 2. gang vi besøger det skønne hotel og vi glæder os allerede til at komme igen. Vi føler jo næsten at det er lidt “vores” badehotel nu, men vi deler det gerne med dig. 🙂
Denne gang har vi igen bare nuppet en enkelt overnatning det dejlige sted og vi flyder – igen – helt over af begejstring.
Oplevelsen vil jeg dele med dig hér, måske du også bliver inspireret til et besøg? Det skønne sted er virkelig et besøg værd.
Indlægget er ikke reklame/sponsoreret, men her bare lige en STOR anbefaling fra mig. Badehotel-influencer – ja tak, det vil jeg gerne være.
Jeg er ikke vild med at flyve og udlandsrejser kan stresse, synes jeg, men Badehotel ferier derimod. Det er afslapning fra 1. sekund! Uh jeg elsker det!
Skøn oplevelse – og lidenskab – min datter og jeg har til fælles.
Min søn og jeg er også ved at planlægge et badehotel ophold for ham og jeg.
Skønt at mine store børn også er grebet af Badehotel passionen og at de begge nyder at følge med deres mor.
Alle de gode badehotel ophold vi har i vente sammen. Jeg er så taknemmelig. Både for gode badehotelller og mine skønne børn som selskab.
Hotel Nor Badehotel – en bid af himmerige
Fra første sekund man træder ind af døren på Hotel Nor fornemmer man bare, at det er et dejligt sted.
Ånden, stemningen, atmosfæren – ALT er bare som at komme i Badehotel himlen og en ren lykkefølelse indfinder sig straks i krop og sjæl.
Der er virkelig kræset om detaljen, da man renoverede det dejlige sted. Man er ikke gået på kompromis ét eneste sted, hverken ude eller inde.
Barren er sat højt. Stedet emmer af luksus og kvalitet, men på en måde, så selv os “helt almindelige mennesker” alligevel straks følte os 100% hjemme.
Et ophold på Hotel Nor er heller ikke dyrt, slet ikke når man tænker på hvor højt niveauet på alle parametre.
Pris og kvalitet hænger sammen, men her får man virkelig fuld valuta for pengene.
De første billeder du ser her, er fra vores første besøg på Hotel Nor sidste år i påskeferien.
Solen skinnede så smukt ind på vores værelse, og vi kunne sidde på terrassen med havkig.
Vi havde al tid i verden og slet ingen stress og jag. Der er var tyst og stille. Det eneste der susede, var vestenvinden, afbrudt af mågeskrig.
Roen faldt straks over os. Wow! Det var jo næsten helt magisk! Se lige – room with a view!
Værelserne er lidt forskellige på hotelettet, med hver sit særpræg og charme. Tjek hotellets hjemmeside for at læse mere.
På vores ophold denne gang, var der inkluderet 3 retters menu og velkomstbobler med i prisen.
Boblerne fik vi lov til at få byttet ud med en kop te.
Personalet er bare så søde og venlige. Meget fleksible og interesserede I at imødekomme gæsternes ønsker og behov, store som små.
Her ser du glimt fra den smukke restaurant med uendelig udsigt mod Vesterhavet.
Vi tjekkede ind kl. 15 og havde god tid før middagen på vores skønne værelse.
Havde vejret været mere sommerligt, så havde vi nydt timerne på terrassen med havkig. Wow se lige en udsigt!
På grunden er også opført flere atriumgårde, hvor man kan nyde udsigten og solen, også selvom vestenvinden skulle blæse.
Se lige et miljø, der vil være her om sommeren! I én af atriumgårdene er også en pizza-stenovn. Tænk at kunne komme til pizza-aften hér! Det må vi prøve.
Hotel Nor undergik en større renovering for få år siden. Man kan virkelig mærke, at man har tænkt meget over detaljen i ombygningen.
Alle farver er afstemt, så de passer til hinanden og de flotte naturomgivelse udenfor. Farvevalget giver ro for øjet.
Sand, naturfarver og hvide farver. Luksus, æstetik, ro og sammenhæng fornemmer man er nøgleord, for hotelindretningen.
At der er kræses så meget for æstetikken bl.a. med farvevalg giver virkelig ro til sindet. De bløde tæpper gør, at der også er “kræset” for akustikken, så også ørerne får “ro”.
Skønt at der ikke er unødvendige lyde og dårlig akustik til at stresse og forstyrre sindet.
Perfekt match til et badehotel, hvor man kommer for at slappe af og finde ro.
Den udsmykning der er valgt, passer virkelig godt til stedet og udeomgivelserne. Se også lige en smuk fiskekutter der er i restauranten. Hvor er den fin!
Noget af det vi også har bemærket, er den rolige belysning om aftenen og den stille og rolige musik i restauranten.
Faktisk er det noget af dét jeg er blevet mere opmærksom på med årene.
At lys og musik ikke skal overdøve/forstyrre stemningen og stille snak ved bordene, så tak også for det til Hotel Nor.
De ER virkelig opmærksomme på alle detaljer og har tænkt over alt!
Vi glædede os til menuen i Restauranten. Vi vidste fra sidste år, at det virkelig er luksus mad på gourmet niveau der serveres, også selvom prisen er yderst rimelig.
Sidste år prøvede vi deres lækre stjerneskud og det smagte virkelig godt. Vi fik også stenbiderrogn som appetizer sidste år – virkelig luksus.
Denne gang blev vi forkælet med en lækker lakse forret med radiser, marineret agurk og fritteret tang.
Min datter fik en vegetar forret med burrata og små marinerede tomater og parmesan. Se lige nogle flotte serveringer! De ligner jo sande mesterværker og smagen var helt i top. Luksus gourmet mad – også hér en bid af himmerige.
Sande kunstværker – hvor man virkelig også får lejlighed til at “spise med øjnene”.
Retterne består af mange små smagsindtryk og vi brugte meget tid på at tale om retterne.
Vi er lidt madnørder begge to, min datter og jeg, så vi blev også meget inspireret til nye smage og nye ingredienser. TAK.
Maden på Hotel Nor er i særklasse og virkelig anbefalelsesværdig.
Når retterne serveres, så får man grundige instrukser til hvad der serveres.
Serveringspersonalet var også denne gang bare de sødeste unge piger. Man føler sig virkelig velkommen som gæst, både på hotellet og i restauranten. Man bliver set som gæst og personalet interesserer sig for én.
Hvis man er til vin, så kan man bestille vinmenu til menuerne. Man kan sagtens også spise på restauranten, også selvom man ikke bor på hotellet.
Når vi savner Hotel Nor lidt for meget, kan vi finde på at køre en tur op og drikke kaffe og spiser lagkage imens vi nyder stedet og udsigten. Skønt med en lille dosis Hotel Nor når vi trænger!
Som hovedret fik jeg en lækker Ribeye med pebersauce og små ristede kartofler.
Igen var der kræset om tilbehør og bøffen på grillet på en særlig lækker måde.
Min datter fik en dejlig vegetar ret med hjemmelavet ravoli med ostesauce og hvide asparges. Så lækkert!
Vi nød maden i timevis! Sikke vi fik sludret.
Der er virkelig hyggeligt i restauranten og vi nød at have god tid til at nyde både opholdet, maden, serveringen, atmosfæren i restauranten og hinandens selskab.
Jeg er er vild med at være sammen med mine børn. Man kan få virkelig meget ud af sådan en lille “get-a-away” når man kun er to, med god tid til at snakke.
Selvom jeg elsker at lave mad, så nyder jeg også at kunne have fuld fokus på samvær/nærvær, når jeg en sjælden gang ikke selv skal stå i køkkenet eller have travlt med opvasken.
En sjælden luksus, men måske derfor jeg nyder det ekstra meget. Ren forkælelse at have kvalitetstid med yndlingsmennesker jeg holder af.
Til dessert ventede der os en lækker appelsin / havtorn sorbet serveret med vaniljecreme, ferskner, mandarin og karamel.
Igen var der der kræset for både æstetik og gode smage. Sødt, surt, bittert og flotte farver. Også en skøn dessert!
Du kan læse mere om menuen på Hotel Nor Restaurant i detaljer her
Efter middagen kunne vi hygge os i dagligstuen eller på værelset. Vi så Barnaby i dobbeltsengen sammen – virkelig hyggeligt og en perfekt afslutning på en dejlig dag.
Dagen efter stod vi op til solskin og dybblå himmel over Vesterhavet.
Tænk at kunne sidde hér en sommerdag.
Vi vidste, at der ventede os den lækreste morgenmadsbuffet i restaurangen, så vi glædede os!
Scrambled eggs med bacon, lun leverpostej, brunch pølser og spegepølse, af lokale producenter. Virkelig god kvalitet!
Alt er hjemmelavet. Det hjemmelavede syltetøj er så lækkert, brødet også og kaffen er virkelig god. Der er også kanelsnegle og lækker juice ad libitum!
Vi nød også de små glas med græsk yoghurt med lækkert drys til.
Her får du lige lidt glimt af morgenmadsbuffetten.
Skøn morgenmad! Luksus. Vi kunne ikke ønske os mere.
Efter morgenmaden havde vi lige en times tid på værelset før check-ud.
Som altid så er vi lidt triste, når vi skal hjem fra Hotel Nor, for vi er bare så glade for det dejlige sted.
Nu ved vi, at vi kommer igen, så forvandles et farvel mere til et “på gensyn”. Det er knap så trist. 🙂
Efter udcheckningen gik vi en tur rundt i de smukke omgivelser udenfor hotellet.
Vejret var smukt, selvom vinden var bidende. Flaget var rejst til tops, så nye gæster kunne føle sig velkomne.
Når der er klart vejr, kan man se virkelig langt. Hotel Nor ligger på en høj skrænt, med rigtig god udsigt udover hele Slettestrand området. Åbne vidder og et flot vue udover heden, med lyng og klitter.
Højderyggen strækker sig helt til det smukke område Fosdalen, der også virkelig er et besøg værd.
Hotellet var belejret af tyskerne under krigen og på grunden findes stadig mange bunkere fra krigens tid.
Stedet emmer af historie og atmosfære. Du kan læse mere om historien bag Hotel Nor her.
Fra udsigtspunkten ved Hotel Nor, kan man se se ativiteterne på Slette strand i det fjerne. En fin lille strand med et lille galleri og en aktiv havn endnu, kunne vi se på fiskekutterne.
Hvis du gerne vil besøge Svinkløv Badehotel, så ligger det under 5 minutter fra Hotel Nor.
Faktisk så havnede vi oprindeligt på Hotel Nor, fordi der var optaget på Svinkløv Badehotel.
Nu er vi dog blevet så glade for Hotel Nor, at dette badehotel nu er blevet vores foretrukne badehotel. Vi skal dog snart drikke kaffe på Svinkløv og det glæder vi os også til.
Begge mine børn bor i Nørresundby, så vi er tit nordpå. Turen ud vest på tager ingen tid. Vi elsker at komme ud til Vesterhavet.
Jeg er så vild med badehoteller, og har vidst smittet min familie. Serien Badehotellet har måske inspireret mig?.:-)
Der er bare noget med stemningen, roen, naturen og forkælelsen? Livsnydelse langt væk fra storbyens stress og jag.
Jo ældre jeg bliver, jo mere sætter jeg pris på det. Mine børn er også grebet, så måske det ikke har noget med alder at gøre ?
Man kan få virkelig meget ud af sådan en lille getaway med bare en enkelt overnatning.
Når vi er på vores små ture med overnatning, så gør vi også rejsen frem og tilbage, til en del af oplevelsen.
På vejen ud besøgte vi denne gang Gjøl og på hjemvejen tog vi en tur omkring Blokhus, hvor vi havde en rigtig dejlig dag i bragende flot solskinsvejr.
På den måde kan man faktisk få 2 “sommerferie-agtige” dage ud af en enkelt overnatning. Bare lige et tip til dig.
Sidste år besøgte vi Åbybro, Fosdalen og Svinkløv på vejen ud til hotellet og Thorup strand, Nibe og Løgstør på hjemvejen.
Da vi kom hjem, var hoved, krop og sind fyldt med feriestemning, glæde. En skøn afslappet følelse af at være totalt nede i gear.
Et ophold på badehotel er virkelig balsam for sjælen. Jeg er altid gladere og helt ladet op, efter sådan et ophold.
Indrømmet, efter jeg er blevet selvstændig madblogger, er jeg ikke længere så god til at holde fri.
Når jeg er på Badehotel, har jeg dog ingen problemer med at trække stikket helt. Måske jeg bare skulle noget mere på badehotel 😀
Ren livsnydelse – lykke og balsam for sjælen. Et ophold på Hotel Nor er en lille bid af himmerige – hvor batterierne kan blive ladet op.
Her en stor anbefaling fra mig. Jeg glæder mig allerede til næste gang vi skal besøge Hotel Nor.
Måske jeg skulle snuppe mig en arbejdsuge det dejlige sted? Så kunne jeg sidde og skrive opskrifter til dig med udsigt udover Vesterhavet. Wow det gad jeg godt!
Tjek Hotel Nors hjemmeside om priser og restaurant. Følg også Hotel Nor på Facebook og hold dig orienteret her om aktuelle tilbud.
Hilsen Gitte – fan af badehoteller og særligt fan af Hotel Nor Badehotel
Hvis du gerne vil læse flere anmeldelser fra ture ud i det blå, så følg denne kategori på bloggen “Ud af huset, madanmeldelser og restaurantbesøg”.
Jeg er så heldig at jeg bor i området og det nyder jeg virkelig. Jeg har dog ikke besøgt hotellet efter det er kommet til at hedde Nor, men jeg skal helt sikkert besøge restauranten på et tidspunkt.