Kender du det, når du bare véd, at tilfældige møder bliver ét af de møder du bare vil kunne huske altid?
Sådan et møde havde jeg i den forgangne uge. Et gribende, rørende og tankevækkende møde, som satte tanker og følelser igang hos mig.
I dag vil jeg dele et indlæg med dig, som egentlig startede som et Facebookopslag.
Opslaget lagde jeg op på bloggens Facebookside, efter det rørende møde en helt almindelig onsdag. En onsdag, hvor jeg løftede blikket og mødte et andet menneske og lod mig gribe af mennesket, historien og øjeblikket.
Opslaget gik viralt og er i skrivende stund blevet liket af næsten 8000 mennesker og delt af næsten lige så mange.
Opslaget er nået ud til over 700.000. Helt vildt og jeg havde ikke fantasi til at forestille mig den virale eksplosion, selvom budskabet ligger mit hjerte nær og historien er vildt vigtig.
Personen jeg mødte er et livsstykke, en sej slider og en kæmper, der har haft en urimelig uretfærdig tragisk skæbne, men imod alle odds kæmper videre.
En person med en ulykkelig historie, en historie som vi alle kan tage ved lære af.
En person med et vigtigt budskab vi kan efterleve og sprede alt det vi kan, så vi kan gøre hvad vi kan for at forebygge og undgå lignende ulykkelige historier med tragisk udfald.
Mit møde med et andet menneske lige der midt på fortovet i Randers vidnede om hvor sårbart livet – og mennesket – er. Vi er skrøbelige væsener allesammen. Ingen er ikke usårlige. Ikke nogen af os.
Mødet fortalte mig, hvordan skæbnens tilfældigheder og lunefuldheder kan få det levede liv til at skifte spor og hvor pludseligt og hurtigt tilværelsen og fremtidsudsigterne kan skifte kurs, langt hurtigere end vi aner.
Det er marginaler og splitsekunder der kan være afgørende både for os selv og for vores kære.
Det var denne historie jeg delte på Facebook og du kan læse den lige her:
Husk cykelhjelmen – en tankevækkende historie
“På vej hjem fra job stod jeg ved cyklen og tog min cykelhjelm på. På samme tid steg en mand ud af sin handicapbil på parkeringspladsen.
Manden kravlede helt forkrøblet ud af bilen, og var flere minutter om at gå bare en enkelt meter.
Armen var helt krøllet sammen og hang visnet og overflødig helt skævt på kroppen. Et ubrugeligt vedhæng.
På benet sad et apparat der kunne stimulere nerverne i benet, ellers kunne han ikke flytte det.
Manden kæmpede sig op på fortovet og vi smilede til hinanden, mig i fuld beundring over hans ildhu og kampgejst, trods de mange fysiske skavanker.
Manden stoppede op ud for mig og sagde “Hvor er jeg glad for at se du tager cykelhjelm på. Havde den været opfundet for 33 år siden, havde jeg ikke set sådan ud i dag“……
Vi fik os en god snak om cykelhjelmes vigtighed, om skæbnen, om livets bratte foranderlighed og om hvor fantastisk det ville være, hvis han lige kunne spole 33 år tilbage, og tage en cykelhjelm på.
Hans liv blev forandret på et splitsekund og sekundet kan ikke gøres om.
33 år som 100% invalid og handicappet.
Manden vaklede videre efter vores snak og på hans t-shirt stod:
“Kørt ned af spritbilist, derfor…“
Manden fortalte at han nu bruger sit liv på at holde foredrag for unge mennesker om cykelhjelmes vigtighed. Det er blevet hans mission i livet.
Et tankevækkende møde. Livet kan pludselig forandres, det kræver kun et splitsekund.
Husk nu cykelhjelmen kære du 
Velmente tanker og hilsner fra mig til dig “
“Oplevelsen og mødet sidder i kroppen endnu. Jeg vil huske det altid.
Udfaldet var så ulykkeligt. Urimeligt. Uretfærdigt. Unødvendigt. Katastrofalt og intet kunne gøres om.
Gid der havde været en fast rewind-knap.
En tidsmaskine, så man kunne spole tilbage og sætte en rednings-cykelhjelm på det sårbare uskyldige menneskehoved.
Opslaget genererede en masse interaktion og jeg har læst og besvaret hver eneste kommentar.
Jeg er mange gange blevet tung om hjertet og har fået tårer i øjenkrogen, når jeg i kommentarsporet har læst om ulykkelige skæbner og ulykker med tragisk udfald, der sandsynligvis kunne være undgået, hvis cykelhjelmen havde været på. Det er helt ubærligt og dybt ulykkeligt.
Jer der har været ulykkeligt ramt, har min største medfølelse.
Mange skriver at de kun har overlevet grumme ulykker, fordi cykelhjelmen passede på og holdt sin beskyttende hånd over den sårbare hovedskal. Så tæt på, men reddet og med livet og førligheden i behold. Reddet på et hængende hår. Hvor er jeg glad og lettet på jeres og jeres familiers vegne <3
Jeg er blevet rørt, glad og varm om hjertet når jeg i kommentarerne kunne læse at historien var så stærk og medrivende, at NU, samme dag, blev cykelhjelme altså indkøbt til hele familien!
Budskabet nåede ud og gik klart ind.
Børn taggede forældre og forældre taggede børn med hjerter med en bøn om at nu at få den cykelhjelm på! Vil du ikke nok?!
Alle vil hinanden det bedste og at man ønsker en cykelhjelm på hovedet af sine kære, er faktisk den allerstørste kærlighedserklæring.
Du er det dyrebareste jeg har og dig vil jeg gerne passe særligt godt på <3
Sådan en bøn må og skal du lytte til og del gerne sådan en kærlighedserklæring med den eller dem du holder af.
Cykelhjelmen er vigtig og et mindst lige så vigtigt budskab er at lade bilen stå, hvis man har drukket alkohol.
Flere har spurgt til navnet på manden jeg mødte og det forunderlige skete at et navn pludselig poppede op – manden blev genkendt, fik et navn og Kjeld begyndte at deltage i debatten og fik forespørgsler om, om han mon kunne bookes til foredrag i det ganske land.
Hvor var det dejligt. Kjeld fik en stemme også virtuelt. Denne historie – og al virakken – er ene og alene hans fortjeneste.
Kjeld Munkholm har kæmpet med senfølgerne til ulykken der ramte for 33 år siden. En spritbilist kørte ham ned på cykel. Helt ubeskyttet og uden cykelhjelm tog Kjelds hoved, krop og skæbne livsvarig skade.
Kjeld har siden holdt foredrag for børn især og budskabet går rent ind, hos både børn og voksne.
Det er blevet en historie for livet for Kjeld. En livsfortælling med det vigtigste budskab.
Det virker så stærkt, når Kjeld fortæller og man ved selvsyn kan se, høre, mærke og fornemme de voldsomme konsekvenser, ulykken har haft og stadig har for ham.
Kjelds livsbane blev brudt ved ulykken, men gløden er bestemt ikke slukket. Kjeld har viet sit liv til at fortælle os sin historie og den er så vigtig.
Det var godt at Kjeld stoppede mig der på fortovet.
Han sluttede mødet af med et “Undskyld” og “Undskyld jeg stoppede dig”, men den følelse skal Kjeld bestemt ikke have. Det var en positiv og velment “forstyrrelse” som jeg ikke ville have været foruden.
Kjelds historie er SÅ vigtig og han brænder for at få sine budskaber ud og han gør det så godt. Han, om nogen, kender til vigtigheden og betydningen, for han har selv mærket alle konsekvenser på krop og sjæl.
Vi skal stoppe hinanden når vi har noget på hjerte. Vi skal tage os tid. Vi skal kigge op og turde møde hinanden som medmennesker og lytte på og til hinanden.
Kjelds budskab gik rent ind, både hos mig og alle andre der har læst Facebook-opslaget.
Jeg har cykelhjelm på hver dag. Jeg kan slet ikke forestille mig at køre uden – jeg tror faktisk ikke at jeg KAN cykle uden, ligesom min bil heller ikke kan starte, hvis jeg ikke har sikkerhedssele på.
Jeg har mit liv kært. Jeg er nogens mor og nogens ægtefælle. Jeg er nogens datter, søster, svigerinde, nabo, bibliotekar. Jeg er nogens Bagenørd.
Jeg vil gerne passe på mig selv, mine kære og mit liv.
Du er også vigtig og jeg håber du vil passe på dig selv også?
Jeg håber du vil tænke over Kjelds historie og lytte til hans vigtige budskab. Del og spred det gerne.
Tak til Kjeld fordi han havde lyst til at være med i denne historiefortælling, både på Facebook og her på bloggen.
Gid jeg kunne spole tiden tilbage for dig. Du er en sej banan Kjeld og du har min allerstørste respekt!
Gid jeg med en tryllestav kunne trylle dig dit gamle liv tilbage.
Vil du gerne skrive til Kjeld, så har jeg fået lov til at dele hans mailadresse. Du kan skrive til Kjeld_Munkholm@hotmail.com
Eftertænksomme hilsner fra mig til dig. Tak fordi du læste med
Puha en trist historie, men dem findes der desværre mange af. At Kjeld så er kørt ned af en spritbilist gør bare det hele meget værre. Vi havde her i vores by en kvinde som altid kørte med cykelhjelm, bare ikke lige den dag skæbnen ramte hende. Hun havde lige været hos frisøren og ville ikke ødelægge sit fine hår med hjelmen. Hun kører nedad cykelstien i god fart og rammer et hul, bliver smidt af cyklen og lander i en midterrabat midt ude på vejen. Hun overlevede ikke det styrt. Så er det man tænker, hvorfor hulen tog hun… Læs mere »