Klassisk andesteg med æbler og svesker er et hit til jul eller Mortensaften. Her får du en god nem opskrift på en saftig sprød and i ovn. Du får tips til stegetid, så du kan lave perfekt andesteg.
Andestegten fyldte jeg med æbler og svesker. Det lækreste tilbehør til en and og det smarte er, at fyldet også giver saftighed til andekødet under stegningen. Smart!
Lad gerne sveskerne trække i vand natten over, så suger de nemlig mest mulig væde. Jo mere fugt, der er inde i anden under stegningen, jo mere saftig bliver den. Brug du også gerne det tip.
I opskriften nedenfor får du mine tips til hvordan du steger anden, laver tilbehøret og laver en god smagfuld andesovs.
Et af mine tricks er også at gemme andefedtet, og bruge det til at smage sovsen til med. Andefedtet kan du også bruge til at pensle andekødet med, hvis anden skal genopvarmes dagen efter.
Du kan også lave den lækreste biksemad, med den gode andefedt.
Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på klassisk andesteg og du får tips til hvad du kan bruge dine andestegsrester til.
Klassisk andesteg med æbler og svesker – opskrift
Udstyr (reklamelink)
Ingredienser
- 1 and vores her vejede 2400 gram. Opskriften kan også bruges til større ænder
- 2-300 gram svesker lagt i vand, gerne natten over
- 2-3 æbler skåret i både. Du behøver ikke skrælle æblerne.
- Salt
- kogende vand så bradepanden ikke tørsteger og så du får stegesky nok til andesovs
Andesovs
- Andefond/stegesky fra stegefadet
- Rødkålssaft
- salt/peber/kulør
Sådan gør du
- Lad andestegen tø op 2-3 døgn i køleskabet. Beregn ca. 1 døgn pr. kg and.
- Skyl æblerne og skær dem i både. Lad gerne skrællen blive på. Læg æblerne i en skål vand sammen med sveskerne. Sveskerne vil suge vand, der afgives under stegningen. Læg gerne sveskerne i vand natten over, så suger de mest væde.
- Klargør anden ved at skylle den godt ud- og indvendigt. Drys den herefter med salt på yder og inderside. Læg indmaden ned i den bradepande anden skal stege i.
- Fyld nu anden med en blanding af svesker og æbler. Få plads til så meget du kan og luk anden godt til med kødnåle/grillspyd eller hvad du ellers har. Drys med lidt ekstra salt udenpå.
- Læg anden i bradepanden eller gerne på en stegerist. Hæld ½-1 liter kogende vand ved. Jo større bradepande, jo mere vand skal du bruge. Supplér med ekstra vand undervejs, så bradepanden ikke tørsteger. Skyen skal du bruge til andesovs.
- Steg anden med ryggen opad 1½ time v. 125 grader varmluft (150 grader alm. ovn). Vend herefter anden, så brystsiden ligger opad. Steg nu anden 1½ time igen v. samme temperatur. Hæld lidt stegesky fra bradepanden over anden undervejs.
- Tag anden ud og hæld nu det meste stegesky fra. Si den ned i en gryde. Steg nu anden og indmad i 15-20 minutter v. 175 grader varmluft (200 gr. alm. ovn), så skindet bliver sprødt. Steger du en større and, så forlæng stegetiden
- Anden er færdig, når kernetemperaturen når 75 grader. Tjek om låret kan løsnes og om kødsaften er klar (stik en kødnål i ved året). Er skindet ikke helt sprødt endnu, så hæv temperaturen til 200 grader varmluft i 5 minutter. Lad anden hvile
- Lav andesovsen imens. Skum det meste andefedt fra og gem det og smag andesovsen til med det til sidst. Jævn saucen med meljævning, tilsæt kulør. Smag til med rødkålssaft/ribsgele, salt og peber og gerne mere andefedt.
- Partér anden og gem æbler/svesker og servér det til som tilbehør sammen med indmaden. Servér brunede kartofler, rødkål eller rødkålssalat til andestegen.
Noter
Tø anden op på 2-3 dage i køleskabet. Beregn 1 døgn pr. kg.
Gem andefedtet. Det kan du bruge til biksemad eller til at pensle andekød stegt dagen før.Andesteg kan også langtidssteges i endnu længere tid. 6-7 timer. Få opskrift her
Sprød saftig and med svesker og æbler som tilbehør
Vi var heldige at kunne købe en and på 2400 gram på tilbud og vi var ret spændte på, hvordan andestegen ville blive. Ville andestegen mon blive saftig nok og ville der kød nok på?
Andestegen blev super god og der var rigeligt med kød på anden til 4-5 personer. Vi var 3 til bords og havde faktisk and nok til 2 dage.
Du kan med fordel stege 2 så små ænder af gangen, da de sagtens kan ligge på risten med ovnens store bradepande under.
Vi var ret begejstrede for andestegen, også selvom det var en billig and vi købte, så nu fylder vi fryseren med tilbudsænder. 🙂
Anden stegte jeg i ovnen og jeg noterede mig processen. Hvis anden blev god, ville jeg jo dele opskriften med dig.
Jeg har efterhånden eksperimenteret med flere måder at tilberede klassisk andesteg på, med lidt forskellig temperatur og tilberedningstid. Kig med på opskrifterne nedenfor.
Kan man bruge opskriften til en stegt and på 3 kg eller 3,5 kg mere? Kernetemperatur for klassisk andesteg
Ja sagtens. En andesteg er færdigstegt, når kernetemperaturen kommer op på 75 grader, så forlæng bare tilberedningstiden til slut. Du kan også tilberede andestegen ved højere temperatur i de 2×1½ time f.eks. 150 grader varmluft (175 grader alm. ovn). Det har jeg f.eks. gjort i denne opskrift.
Du kan også tjekke om en andesteg er mør, ved at tjekke om kødsaften er klar. Bare stik en kødnål i ved låret og tjek om den saft, der løber ud, er klar.
Når andelåret løsner sig nemt, så er andestegen mør. Disse tricks gør, at det faktisk er sjældent jeg bruger stegetermometer, når jeg steger andesteg. Bare tjek andestegen undervejs.
Steg evt. andestegen 5 minutter v. 200 grader varmluft til slut, til du får helt sprødt skind, men hold øje, så andestegen ikke bliver for mørk.
Du kan også langtidsstege andestegen i endnu flere timer, f.eks. 6-7 timer. Få opskrift her. Du kan også langtidsstege en and i stegeso.
Her ser du andestegen efter den første 1½ time med rygsiden op.
Det er ikke altid jeg vender andestegen, og lader den stege med ryggen op, men det gjorde jeg lige denne gang og jeg synes resultatet blev rigtigt godt.
Rigtig god fornøjelse med andestegen. Jeg håber din andesteg også bliver god. 🙂
Kan du få plads i din airfryer, så prøv også at stege en hel and i airfryer.
Få flere opskrifter på andesteg her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
Få tips til hvad du kan bruge rester af andekød på:
1.
2.
3.