Kødboller i tomatsovs. Her får du en god nem opskrift på nem aftensmad. Nemlig kødboller af svinefars, lavet direkte ned i tomatsaucen.
På den iskolde cykeltur hjemad, fik jeg sådan lyst til kødboller i tomatsauce. Klokken var mange. Det var en mørk, sen og regnvåd hverdag, så det skulle være en nem menu.
Så fik jeg en genial ide. Hvorfor ikke prøve at lave kødbollerne direkte ned i tomatsaucen?
Altså først lave en tomatsovs og så bare lade bollerne koge færdige i saucen? Det har jeg før prøvet med succes med disse boller i karry.
Jeg tænkte straks, at kødbollerne også i denne ret ville kunne give bollerne en fin smag til tomatsovsen.
Spændende projekt og ved du hvad? Det lykkedes! I den grad og jeg glæder mig sådan til at dele opskriften med dig. En nem ret med svinekød.
Kødbollerne har jeg lavet af svinekød, men de kan også sagtens laves med hakket oksekød eller hakket kalv/flæsk.
Jeg har brugt meget hvidløg, både i saucen og kødbollerne, og det gav en rigtig god smag. Du kan dog sagtens nøjes med mindre.
Samlet set tog retten ikke meget længere tid end ½ time at lave og den er en super god ret til travle hverdage.
Har du børn, er jeg sikker på at retten bliver et særligt stort hit hjemme hos dig. Både børn og voksne vil nu elske den. I får med garanti en ny livret derhjemme. Du får opskriften på de gode kødboller i tomatsovs her:
Kødboller i tomatsovs – få en god opskrift på nem aftensmad hér
Ingredienser
Tomatsauce
- 1 løg (i tern)
- 4 fed hvidløg
- 1 spsk tørret basilikum (eller 1 håndfuld frisk)
- 2 bouillonterninger evt. grøntsags- svine- okse
- 4 dåser flåede tomater
- Salt, peber, 1-2 tsk sukker og evt. lidt ketchup
- 1-2 tsk sukker smag til
- evt. ketchup
Kødboller (40 stk)
- 1 kg hakket svinekød (eller hakket kalv/flæsk. Hakket oksekød eller kyllingekød kan også bruges)
- 2 løg (revet)
- 4 fed hvidløg kan udelades eller du kan nøjes med færre
- 2 æg
- 2 dl mælk
- 3-4 spsk hvedemel
- 1 spsk timian (tørret ell. 1 håndfuld frisk)
- 2 spsk sennep evt. sød fransk sennep - kan udelades
- Salt/peber
Sådan gør du
Tomatsauce:
- Svits løg, hvidløgsfed, og bouillonterninger i lidt olie. Tilsæt basilikum, salt og peber.
- Tilsæt flåede tomater, salt og peber. Lad tomatsaucen simre imens du laver kødbollerne.
- Blend tomatsaucen. Smag den til med salt/peber, ekstra basilikum, lidt ketchup og 1-2 tsk. sukker
Kødboller
- Riv løgene på et rivejern og bland med farsen. Tilsæt friskpressede hvidløg.Tilsæt timian, salt, peber og sennep
- Rør æggene i, et af gangen. Rør mælk i og tilsæt 3-4 spsk mel, til farsen er fast
- Form kødboller med teske eller en lidt større ske
- Form kødboller én af gangen og tilsæt dem til tomatsaucen
- Lad tomatsauce og kødboller simre i minimum 15 minutter under låg. Kødbollerne popper langsomt op til overfladen, efterhånden som de bliver færdige. Smag tomatsovsen til evt. med lidt sukker og ketchup.
- Servér gerne pasta til retten
Noter
Kødbollerne kan også steges på en pande og serveres med tomatsaucen ved siden af.
Retten er fryseegnet.Små kødboller med tomatsauce – en rigtig lækker Lady og Vagabonden ret her med svinefars
Lidt sennep i kødbollerne smager lækkert, men det kan sagtens udelades. Vi havde et glas estragon-sennep i køleskabet, som var helt genialt til kødbollerne. Al slags sennep kan dog bruges.
Vi bruger tit sennep i madlavningen herhjemme. Det er rigtigt godt i marinader, til bagte rodfrugter eller som smagsgiver i retter med kød.
Retten var perfekt at servere til pasta og kødbollerne blev så gode, bløde og lækre. Meget smagfulde.
Ønsker du en stegt overflade på kødbollerne, kan du jo selvfølgelig sagtens stege dem istedet og så tilsætte dem til kødsaucen til sidst.
Det vil tage lidt ekstra tid og opvasken vil også blive større, men du bestemmer 🙂
Nem og lækker aftenmad og der er nok til flere dage
For os herhjemme, reddede vi os lige en nem aftensmad idag.
Der er ovenikøbet mad til flere dage, nu hvor vi kun er 2 omkring middagsbordet. Det er virkelig svært for mig at vænne mig til at lave små portioner. Der går vist lang tid før min mand og jeg har spist 40 kødboller? 🙂
Min mand kom sent hjem og udbrød glad og forventningsfuldt, da han trådte ind af døren: “Uhm – hvor dufter maden dejligt.
Jeg er bare skrupsulten”. Perfekt. Der var jubel omkring middagsbordet.
Tomatsaucen var god, fyldt med smag, stærk og krydret. Du bestemmer jo helt selv, hvor “pebret” din tomatsovs skal være.
Måske dine børn synes den skal være lidt mildere? Kødbollerne var også et hit. Skønt med nem aftensmad til travle dage.
Ideen med at lade kødbollerne koge færdig i saucen glæder jeg mig til at eksperimentere mere med.
Få flere gode opskrifter med hakket svinekød ved at klikke her.
Få flere gode opskrifter med hakket svinekød her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.