I går var en vild dag. En skelsættende dag. En hård dag men alligevel også en god dag.
Som forældre løber man en risiko.
Man ved på forhånd at man, som med livet iøvrigt, kun har børn på lånt tid. Man VED at man, uanset hvor søde og nuttede de er, skal slippe dem igen. Meningen med det hele er jo, at man skal lære børnene at stå på egne ben, så de kan klare sig selv.
En rar og tryg opvækst skal helst gøre børnene trygge, tillidsfulde, give dem rygrad, ben i næsen, en vilje af stål, is i maven og knæ uden gele. Give dem mod på og lyst til at leve livet, også med forældrene på afstand. Skulle det alligevel gå galt, vil vi altid stå klar med redningskransen.
Lange flyttearme og glade lykkebobler i mor-hjertet
Vi slap Amanda for snart 1 år siden, hvor hun flyttede hjemmefra. Det satte store tanker igang hos mig. Vemodige tanker, melodramatiske ville nogen sige, men jeg endte afklaret.
Når børn flytter hjemmefra, er det jo en helt naturlig ting. Faktisk er det et udtryk for en ret sund og nødvendig udvikling, at børn får lyst til at flytte hjemmefra. Faktisk er det helt normalt, at børn flytter hjemmefra når de er klar til det, Gitte. 
Jeg ved det godt og jeg har accepteret det. Amanda flyttede og vi har heldigvis stadigvæk det allerbedste forhold.Vi ringer, skriver, snakker, ses og mødes tit.
I går var en skelsættende dag, for der flyttede Amanda nemlig hjemmefra igen, sådan rigtigt.
Hun flyttede til en helt anden by, nemlig til Aalborg, med sin kæreste. For dig, der har børn der bor i Langbortistand, er det jo ingenting, og boede man i Tyskland, ville 1 times køretur i bil vel nærmest være at betragte som boede man i baghaven.
Med langsomme trailere var der ekstra langt. Måske symbolsk? Når farvellet er stort og svært, så MÅ turen være langsommere, så man langsomt kan forstå og mentalt kan følge med?
Jeg har forstået og jeg glæder mig så meget på Amandas vegne. Hun er så glad og når hun er glad, er jeg også glad. Der skal såmænd ikke så meget til. De unge mennesker skal nok få det rigtigt godt sammen.
Den nye lejlighed ligger i et af Aalborgs skønne kvarterer, med knald på farverne, charme og atmosfære. Alt er godt.
I går flyttede vi alle møbler, alt grej, møbler, flyttekasser, guitarer, køkkenting, spiseborde. ALT. Det var en hård dag, fysisk men denne gang knap så hård mentalt. Jeg er blevet rustet og er også blevet klogere. Livet slutter jo ikke, når børnene flytter hjemmefra. Det er bare et nyt kapitel der skrives.
Vi har jo stadigvæk hinanden, og næsten endnu mere intenst. Nu endnu mere opmærksomme på nærvær og gode samtaler, når vi er sammen. Vi ringer mere og snakker længere tid. Nyder hinanden endnu mere, når vi er sammen. Jeg er så taknemmelig.
I går var det denne dør der mødte os, da vi ankom med flyttelæsset til Aalborg. Charmerende blå. Et venligt signal og en rar velkomst.
Lejligheden er lys og venlig og den har sjæl og atmosfære. Der er afhøvlede gulve, stuk, god plads, og et køkken med meget skabsplads. En ældre lejlighed med stil. Den er hyggelig. Alt er godt.
Vi nåede virkelig langt til flytningen i går. Amandas kærestes søde forældre hjalp også til og vi knoklede på, svedte, prustede, jamrede, jublede, sejrede!
Vi kom i mål med alle flyttekasser, alle møbler, seng, guitarer og grej. Der var mange trapper – og jep – det var 2. sal. 2. sal.
Vi var det allerbedste flytteteam og et godt projekt at samles om. De unge mennesker er så glade og vi som forældre elsker bare at få lov til at hjælpe dem med på vej.
Jeg gik så vidt som til at samle Ikea-skrivebord i timevis. Jeg kiggede i manualen og fik skyhøj selvtillid, så meget at jeg til sidst droppede vejledningen, med det resultat at projektet floppede og jeg måtte reddes til sidst. Det fik vi meget grin og latter ud af. 😉
Hvor var det altså fint, at mødes begge hold forældre omkring vores børn. Vi arbejder jo for den samme gode sag. Vores børn. Dem vi holder allermest af.
Dagen begyndte tidligt.
Jeg kørte hjemmefra lidt over 8 og startede med at tømme bagerbutikken på vejen for gode rugbrød, franskbrød og makronkage. Slagterbutikken blev også besøgt og således belæsset med proviant, var der på få minutter indkøbt proviant til os alle dagen lang.
Det var genialt, at vi lige kunne smøre os en klap-sammen, når vi var på farten eller lige havde en ledig stund. Stående, gående, siddende.
Vi knoklede på og blev ved med at arbejde til ca. kl. 21.00.
Jeg kan betro dig, at flyttearmene var laaange på det tidspunkt. Ryggen skadet og knæene ømme. Vi var trætte, men glade.
Amanda sagde: “Tusind tak for al hjælpen far og mor”. “”Altid, min ven” sagde jeg. “Skulle du få brug for vores hjælp i morgen igen, så ville vi også være klar der”.
Med forfærdelse i blikket skyndte Amanda sig at sige “NEJ TAK!”
1 marathon-flytte-dag var vist nok. Indrømmet. Det synes vi halvgamle forældre også. 🙂
Vi har sovet lidt smådårligt allesammen, efter den lange flyttedag. Måske det er underbevidstheden der alligevel arbejder lidt på at bearbejde de mange indtryk og begivenheder, både de store, små og de skelsætttende?
I nat vil vi sove bedre, er jeg sikker på. Vi skal nok klare den 🙂
Tak fordi du havde lyst til at læse med til sidste ord.
åh hvor jeg orstår dig Gitte. Første gang min søn “flyttede hjemmefra” var 1 år på efterskole, men han kom jo hjem igen … Så flyttede han efter et par år til Aalborg, for at studere i Nørresundby, Han kom dog tilbage til Randers efter 1 år, men ikke hjem til mor, nu flyttede han for alvor, i egen lejlighed….. Pyha den var svær, han er mit eneste barn 😉 , og bagefter kom en fuldstændig irrationel tanke —– hvad skal jeg gøre med al den plads – GGGG .. det blev ikke noget problem, og i dag er jeg… Læs mere »
Sikken en skøn lejlighed ???. Men ja det er en hård nyser, når de flytter – men som du siger også et sundhedstegn og bare vi har rustet dem godt ?. Min datters første flytning kom lige tidligt og grundet sygdom, den var svær. Men de seneste år har heldigvis boet kun 15 min køretur væk og trives