Lune boller og varm kakao i fjeldhytten.
Vi fordriver tiden i Norge. Tiden er lang. Det er dårligt vejr. Bidende kulde og regn. Det går nogle af os mere på end andre. NOGEN af os er tæt på at få en vinter/efterårsdepression før tid (jeg nævner INGEN navne). NOGEN af os er så kede af at have efterladt sommeren i DK at det næsten ikke er til at holde ud.
NÅ men hvad skal man stille op i en pivutæt hytte på toppen af fjeldet imens vinden hyler og regnen pisker ned?? Man bager da selvfølgelig boller gør man! Og laver varm kakao gør man.
En bagenørd har til de primitive uger i fjeldet taget færdigbrødblandinger med. Så langt så godt. (og mere primitivt er det altså ikke, kanotur slår ALT! 😉
Lune boller og varm kakao i fjeldhytten – imens vi venter på solen
Thank god for Lidls færdigblandinger hvor der er stoppet tørgær i. Yes I know. Det er færdigfabrikata der vil noget. Sikkert stoppet med E-numre og diverse. Men pyt. Her i ødemarken er vi klar på lidt af hvert og er nærmest desperate for at få lidt hygge og lune imens vi sidder med uldsokker og tæpper.
Bagenørden havde tænkt på det meste inden afrejsen, men det afsløres hurtigt at hun er vant til et køkken der indeholder de fleste selvfølgeligheder som f.eks. decilitermål, grydeske og røreskål. Nå ikke?
Jamen så kan man da bare bruge hænderne og en gryde som røre/hæveskål! Piece of cake!
(Det lyder så åh-så-optimistisk og halleluja-lykkeligt men det hjælper ikke ligefrem på mit efterhånden sparsomme feriehumør at hytten er virkelig spartansk udstyret. Ja jeg ved det. Det er en million gang bedre end kanotur, telt og et liggeunderlag. Men PIV når man har en begyndende vinterdepression skal der altså ikke meget til at slå en af pinden!
Dejen kunne ikke hæve ved stuetemperatur, da der ikke er stuetemperatur i hytten (!!), så gryden blev sat i ovnen på 50 grader. Ovn er der heldigvis, thank god! Og strøm, halleluja!
Imens blev der lavet varm kakao. Nesquickpulver og langtidsholdbar mælk. En liter mælk koster 17 kr heroppe, så vi har medbragt mælk hjemmefra. Børnene er vilde med Lidls langtidsholdbare mælk. Yes I know. Varmebehandlet og kalorieholdigt og alt muligt andet fy skamme, men hvad gør vi ikke heroppe for at holde dampen oppe? Who cares. Fjeldaberne hér lever det vilde liv på kanten.
Her ser I et glimt af udsigten fra køkkenvinduet. Vi glor lige ind i en stor klippe. Smukt. Smukt i solskin, knap så smuk i regnvejr. NEJ NU SKAL JEG ALTSÅ SNART STOPPE MED DET SELVYNK!! Lidt idyllisk er det jo også i glimt. Og nøjsomt på den hyggelige måde. I glimt.
Det evige problem med færdige melblandinger opstod. Da dejenvar færdighævet og bollerne skulle trilles var der ikke mere mel i posen og dejen var alt for fugtig. Umuligt at trille en bolle. Gode råd var dyre. Jeg åbnede da bare en ny melblanding, det blev så en rugbrødsblanding, så rugbrødsmel blev brugt at trille med. HUSK altid, når du bruger færdige melblandinger, og ikke har reservemel i nærheden, at tilsætte 1/4 dl. mindre væde end der skal i. Netop for at sikre at du har mel nok.
Der blev bagt boller og de blev fine store bløde og runde. De kom også i ovnen under den anden hæve-omgang, og det hjalp! De kunne slet ikke hæve nok i hyttens kulde.
Og se lige en smuk udsigt. Det er en fantastisk smuk udsigt vi kigger på. En af Sognefjordens forgreninger. Gid jeg kunne opføre mig lidt mere voksent og sætte lidt mere pris på dén udsigt.
Ej nu skal jeg nok prøve at se om jeg kan genfinde mit sædvanlige gode humør. I går manede vi os op til at gå en tur, og jeg fik plukket smukke markblomster. Vi blev gennemblødte og ja får helt naturligt lidt problemer med at bevare sommerhumøret i det vejr. Eller rettere. Nogen af os. Min mand er helt i hopla. Synes klimaet i bjergene er helt fantastisk. At vejret kan skifte på et splitsekund (lige som solen skinner kan det begynde at styrtregne, fantastisk! – kan du høre sarkasmen?) 😉
I dag fandt jeg uldsokkerne frem og uldtæppet og imens fortalte manden begejstret om den isbræ og gletscher han glæder sig til at besøge i morgen. Brrrrr. Vi har været i Norge 6 gange før, og jeg er Norge-hooked, men jeg er IKKE Norge-hooked i 11-grader og regnvejr. That’s it!
Jo mere begejstret manden bliver jo mere pigesur bliver jeg. Ja jeg ved det! Jeg er frygtelig! Jeg er teenageagtig. Bare han ikke snart får lidt til at smide mig ud over klippen (snakker han om flere gletschere, så kommer turen snart til ham! 😉 Har så meget lyst til at være vrangvillig og tage den første flyver til Italien.
Jeg burde være LYKKELIG over den udsigt jeg kan sidde og kigge på men må indrømme, at jeg ikke havde brug for at få en vinterdepression før tid. Jo ældre jeg bliver jo mere påvirkelig bliver mit humør af vejret. Sådan er det. Måske vi skal splitte op næste gang ferien skal planlægges? En tager sydpå, en anden tager nordpå? Min mand bliver sur i varmen, jeg bliver sur i kulden. Lidt uløseligt dilemma vi er havnet i her 😉
Ja ja jeg ved det godt. Der er dårligt vejr allesteder men i ferier vil jeg fremover foretrække ferielokationer med størst mulige solchancer! I promise myself! 🙂
Tak fordi jeg må bruge bloggen som ventil. Jeg skal nok blive glad igen. Sommeren kommer til Norge på lørdag, ifølge vejrprofeterne, og jeg sidder SÅ meget klar her på fjeldtoppen og venter på den.
Jeg er SÅ klar til at smide uldsokkerne! 🙂