Mine børn er i Nordjylland – et presset morhjerte

Corona har budt på mange udfordringer. Vi har taget dem med oprejst pande alle sammen. Fulgt retningslinjer. Anbefalinger. Gjort alt det vi skulle, fordi det har været og er nødvendigt.

Corona er en fælles udfordring, hvor vi alle skal og må løfte i flok og vi gør det og har gjort det. Længe.

I min familie har vi været tapre. Vi har taget forholdsregler. Ikke krammet. I en lang periode i foråret så vi slet ikke familiens ældste udsatte medlemmer. Vi er/var bekymrede for deres velbefindende og er/har været bange for at smitte dem, så kram begrænser vi stadigvæk kun til den allerinderste cirkel.

Vi har droppet sociale arrangementer, koncerter, restaurantbesøg og kun set de allernærmeste.

I en lang periode så vi kun mennesker udenfor cirklen i det fri og det gør vi stadigvæk.

Det er et lille offer, sammenlignet med det/de ofre andre har været udsat for. Ensomme ældre på plejehjem. Kronisk og alvorligt syge, der er isoleret i eget hjem. Jeg sender mange gode tanker til dig/jer, der gennemlever dette eller har familiemedlemmer, I er bange og bekymrede for.

Hverken min mand eller børn er kronisk eller alvorligt syge. Vi er taknemmelige for at vi ikke, som mange andre, har været i særlig isolation og karantæne i månedsvis. De afsavn vi har lidt indtil nu, er få, sammenlignet med andre udsatte grupper i samfundet.

Vi har begrænset vores cirkel til kun at rumme vores børn og vores forældre. Vi har klaret den indtil nu og ingen har været syge. Vi passer på og har passet på – både os selv, andre og hinanden – i privatliv og på job.

Begge mine børn er flyttet hjemmefra. Amanda bor i Aalborg med sin kæreste og Mikkel bor i Hjørring med sin kæreste.

De har det godt, men smitteprocenten i Nordjylland har været høj og vi er/har ofte været bekymrede over de vilde smittetal især i Hjørring, Brønderslev og omegnskommunerne.

Vi har udsat besøg og særligt i Hjørring har Mikkel været udfordret, da Corona har betydet at hans uddannelse og særligt praktiktiden, som han er igang med lige nu, slet ikke blev til den den skulle, p.g.a. hjemsendelse og heraf ringe kontakt til brugere og personale.

Det er svært at være studerende under Corona. Det er svært at fastholde studiemotivationen og Corana sætter en kæp i hjulet for mange i den sammenhæng.

Livet og tilværelsen er sat på hold og standby for børn, unge og gamle. Tidshorisont ukendt. En skræmmende tanke.

Det er en vild tid vi lever i. Det svarer vel til at vi lever under Den Spanske Syge? Det er både skræmmende, angstfremkaldende, vanvittigt, uhyrligt og lige nu virker det uendligt.

Mon jeg er den eneste der har svært at ved at se lyset for enden af tunnelen? Jeg tror det ikke.

Jeg har prøvet at leve i det. Har prøvet at normalisere en hverdag i det unormale. Taget mundbind på. Sprittet af. Været den fornuftige. Gjort det rigtige. Det nødvendige.

På overfladen har jeg været den dygtige pige i klassen, men indeni har jeg været frustreret over Corona.

Jeg har været bange. opgivende, utålmodig, angst, forvirret, nervøs, sur, irriteret og magtesløs, men jeg har endnu ikke grædt over Corona. Før i dag.

I dag er der meldt skrappe restriktioner ud for nordjyske kommuner. Der bliver forbud mod at krydse kommunegrænser for særligt hårdt ramte kommuner i Nordjylland og det betyder, at jeg/vi ikke vil kunne se Mikkel og hans kæreste i det næste lange stykke tid – ihvertfald 4 uger.

Allerførst reagerede min fornuftshjerne. Det er vigtigt. Det er nødvendigt. Det er uundgåeligt. Vi skal.

Chokket ramte nogle minutter efter, da konsekvensen gik op for mig.

Siden mine børn flyttede hjemmefra og jeg skulle øve mig i at kappe navlestrengen har jeg været dygtig og god til at tackle afstanden. Jeg har nydt alle vores besøg hos hinanden og sagt farvel og på gensyn, med ro i maven, vel vidende at vi ville kunne se hinanden igen, når vi ville, blot med 1-1½ times køretur på motorvejen.

Det har været en tryghed for mig, at vide, at uanset hvad der ville ske, så ville vi altid kunne nå hinanden på 1-1½ time.

Havde vi behov for at se hinanden, var hjemveen eller gensynstrangen for stor, så kunne vi bare trille afsted i bil, når vi trængte – og det har vi gjort.

Overskrifter som “Nordjylland afskåret” og “Forbud mod at krydse kommunegrænser” ramte mig lige i hjertekulen.

Det var virkelig som at få et spyd igennem hjertekulen! Jeg blev vildt ked af det og begyndte bare at græde.

Jeg er ellers normalt i kontrol med mine følelser, men dette kunne jeg bare ikke håndtere. Det ramte mig dybt.

Jeg VED med fornuftshjernen at det er vigtigt. Det er det rigtige. Det er fornuftigt. Det er nødvendigt, men jeg kan ikke bære, hvis jeg og mine børn ikke må se hinanden, når vi vil og trænger!

Det føles som en mavepuster. Som en psykologisk tanke, der rammer fysiologisk og giver både ondt i maven og tårer i øjenkrogen.

Vildt så indgribende en følelse det er og jeg er meget overrasket over hvor hårdt følelsen har ramt mig.

Måske vi alligevel ikke ville have besøgt hinanden indenfor de næste 4 uger, men tanken om at vi ikke MÅ og KAN, når vi vil, kan jeg slet ikke bære!

Jeg er ikke nogen hård hund, især ikke når det kommer til mine børn. Det er rimeligt vildt at mærke hvor fysisk forbuddet og savnet kan føles. Jeg føler det som om der fysisk er blevet sat et gitter op imellem os. Som om vi er i lænker og ikke kan nå hinanden.

Mit morhjerte er presset.

Jeg vil allerhelst have flokken samlet, især når verden udenfor er så usikker, som den er nu. At jeg ikke må og kan opsøge mit afkom, når jeg vil og især når jeg er trist og ked af det og trænger til at se dem, gør næsten fysisk ondt!

Seperationsangst. Navlestreng. Moderbinding. Morrolle. Forældrefølelse.

Det er gået op for mig. at det at være og blive mor, for altid vil kunne frembringe stærke følelser i kroppen – så stærke, at de for evigt vil kunne mærkes fysisk i kroppen. Vildt!

Håber du forstår og bærer over med mig og mit pressede mor-hjerte. Jeg havde bare sådan lyst til dele mine tanker og mine ord, med dig – med nogen.

Måske du synes jeg er et gammelt fjollehovede, der piver over ingenting?

Set i det store perspektiv, er vores adskillelse den/de kommende måneder jo ingenting.

Vi bærer et lille offer i forhold til jer, der ikke har kunnet se udsatte familiemedlemmer i månedsvis.

Jeg prøver at forstå og acceptere det – men mit morhjerte vil være presset, til jeg og mine børn kan ses åbent og frit igen – uden gitre og lænker, i overført/fysiologisk forstand.

Tak fordi du læste med til sidste ord.

Det er ikke sikkert du forstår og det beder jeg heller ikke om, men mon ikke denne Corona-tid gør, at mange af os er lidt ekstra tyndhudede, lidt særligt sensible og at vores følelser ikke altid er helt i kontrol?

Jeg tror det og jeg forstår og bærer over med dig. Håber også du bærer over med mig <3

Mange gode tanker til dig i denne svære, umulige Corona-tid.

Pas godt på dig og dine kære – virtuelt kram fra mig til dig <3

Gitte Hansen

Elsker at lave nem mad, bage lækre kager, udvikle nye opskrifter og formidle til bloggens næsten 80.000 følgere på sociale medier. Arbejder nu fuld tid med nogetiovnen.dk efter 30 år som bibliotekar. Med over 1 mio. månedlige visninger og over 3400 nemme opskrifter, er Nogetiovnen.dk én af Danmarks største madblogs.

Se Gittes opskrifter her

Opskriftudvikler Digital formidling Sociale medier Bibliotekar