Godt nytår derude! Her et nytårspip fra mig. Dag 1 i hamsterhjulet efter nytår og komplet kvadret. Næsten 14 dages ferie hævner sig i krop og sjæl på første arbejdsdag. Søvnunderskud fra dag 1, en hjerne der slet ikke kører og en masse bolde der bliver tabt på gulvet. Bare rolig. På dag 2 i hamsterhjulet plejer det allerede at gå meget bedre. Der vil jeg måske kunne have 2-3 bolde i luften af gangen 😉
Nytårshilsen og glimt af nytårsmenuen 2012
Nytårsaften er på mange måder allerede så langt væk, men så alligevel ikke. Køleskabet byder stadigvæk på madrester, lækre herligheder. Uhm. Så bliver feriens festligheder trukket ind i hverdagen. Skønt.
Der har bl.a. været lækre kransekagerester, der har glædet både kolleger på jobbet og på et sygehusbesøg. Kransekage med nougatkerne. Uhm! Skønt, og der er 1 kransekagestang tilbage 🙂 Se hvor fint den er pyntet. Det er min kreative datter der har været i sving.
Jeg håber også du havde en god nytårsaften med lækkert mad, krudt, vin og kage?
Vi var for første gang i flere år alene hjemme med vores to teenagebørn og vi nød det! Efter besøg og gæster både juleaften og 2. juledag var det skønt bare at være os selv.
Vores store unger spillede Rammstein, for de gamle forældre, for at holde dem vågne, og det lykkedes! 🙂
Vi spiste lækkert mad, steaks, kage, chips, bobler, is. Lidt for meget af alt det gode. Lige præcis sådan som en nytårsaften skal være.
Her får du lige menuen i billedcollage, og jeg vil skrive om nogle af retterne en dag hvor der er lidt mere energi. 😉
Vi startede med en firser-forret. En rejemad som sønnike havde bestilt. Med smørristet brød, rejer og med lækkert aioli-mayonnaise på toppen og masser af citron. Ikke så originalt men en klassiker der holder!
Til hovedret : Entrecotes med pommes duchesses (kartoffelrosetter), barbecuekartofler, bønner i baconsvøb, bearnaisesovs, rødvinssauce. Lækkert!
Til dessert fik vi lækre karamel-nøddekurve med 3 slags is, jordbær og knasende chokolade. Det er første gang jeg prøvede at lave nøddekurve, så var sikkert på at mindst halvdelen ville knække. Jeg lavede derfor dobbelt portion. Det skulle jeg aldrig have gjort! Vi endte ud med 26 nøddekurve. Fedt! Jo tak. De er lækre, men det du’r jo altså ikke at spise nøddekurve og is til dessert 3 dage i træk vel? 😉
Men en fornem dessert det var det (selvom vi havde købt os til isen). Det er bestemt ikke sidste gang jeg laver nøddekurve igen og jeg skal nok få opskriften på her snarest. Du må lige nøjes med billederne i første omgang 😉
Jeg vil ile i seng og få sovet lidt ud, så der vil chance for at jeg kan gribe lidt af alle de bolde jeg kaster i luften i morgen. Den tykke bog trækker også meget på mit sengebord. Læser Lars Keplers: Ildvidnet (samme forfatter der har skrevet Hypnotisøren). Mage til åndeløs spændende bog! Det er længe siden jeg har fået høj puls af en god bog, men denne er grumt nervepirrende, spændende, altædende. Godnat! Jeg iler videre i den tykke bog. Få fat i den straks. Giver den mine varmeste anbefalinger.
Frisk start på 2013! Vi ses igen imorgen 🙂
P.S.: Godt nytår til dig der kigger med her! Det glæder mig at du har lyst til at kigge forbi. Lad os følges ad i 2013 🙂