Othellolagkage. Her får du en god opskrift på den klassiske luksus lagkage med marcipan bånd, makroner og chokoladeganache og flødeskum.
I flere år har denne fornemme lagkage stået på min kage-bage- ønskeliste. Da min datter havde fødselsdag, var der en god anledning til at prøve at bage kagen.
Det må da vist siges at være den mest fornemme fødselsdagslagkage man kunne ønske sig? Fødselaren blev ihvertfald rigtig glad!
Lagkagen har jeg lavet med hjemmelavede lagkagebunde lavet af rouladedej.
Jeg snød lidt og brugte knuste makroner imellem lagene, så faktisk er denne othellokage nem at lave.
Også selvom den gode konditorcreme kagecremen med fløde og chokoladeganachen på toppen er hjemmelavet også. Makronerne kan du faktisk også lave selv. Få opskrift her.
I opskriften nedenfor får du opskriften grundigt forklaret, med billeder fra alle trin, så alle kan være med. Ih hvor har jeg glædet mig til at dele opskriften med dig!
Skøn kage. Du kan godt glæde dig til at smage den.
Du skal afsætte lidt tid til at lave kagen og samle den ikke mindst og så skal kagen afkøle undervejs og før servering.
Wow en lækker lagkage! Luksus!
En othello kage er ret sød, så I kan ikke spise mange stykker. Selvom det er en lille lagkage i diameter, er der nok til mindst 8-10 personer.
Få flere opskrifter på lækre lagkager nederst i dette indlæg.
Opskriften på den dejlige lagkage får du lige her
Othellolagkage – luksus Othello lagkage opskrift m. billeder
Ingredienser
Rouladebund - til 3 bunde á 16,5 cm
- 3 æg
- 150 gram sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 30 gram kartoffelmel kan erstattes med hvedemel
- 90 gram hvedemel
- 1 tsk bagepulver
Fyld:
- 100 gram makroner knuste (ca. 23 stk)
- 5-6 spsk hindbærsyltetøj
Konditorcreme
- 2½ dl mælk
- 35 gram sukker
- 1 æg
- 2 tsk vaniljesukker
- 1½ spsk majsstivelse eller kartoffelmel
- 1 dl fløde piskes til flødeskum
Chokoladeganache og pynt - kan også pyntes med chokoladeglasur
- 50 gram chokolade smeltet
- 2½-3 spsk fløde
- 25 gram flormelis
- 3 dl fløde ca. til at pynte kagernes sider og til rosetter på toppen.
Marcipanbånd:
- 200 gram marcipan du vil nok godt kunne nøjes med 150-175 gram
- 35 gram glucosesirup
- 75 gram flormelis
Sådan gør du
Rouladebund:
- Pisk æg, sukker og vaniljesukker hvidt og skummende. Pisk gerne 3-5 minutter
- Bland mel, kartoffelmel og bagepulver og vend det forsigtigt i dejen med en dejskraber. Vend kun til der ikke er klumper i dejen længere.
- Beklæd en bageplade med bagepapir og fordel dejen herpå med en dejskraber. Sørg for at dejen bliver godt fordelt og smør den helt ud til kanterne
- Bag rouladebunden ca. 8-10 minutter v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn). Hold øje med den. Bunden skal kun være let gylden. Bag den ikke for længe, så kan den blive tør.
- Læg et stykke bagepapir på køkkenbordet og drys det med sukker. Læg straks den varme rouladebund herpå, så bagepapiret er øverst og kagebunden ned mod sukkeret. Kør en fugtig klud over bagepapiret og træk bagepapiret af. Afkøl
- Stik lagkagebunde ud, ved at bruge en skål/tallerken el. lign. Min form målte 16,5 cm i diameter og jeg fik 3 bunde
- Skær i kanten med en kniv og løsn herefter kagebunden fra formen. Jeg fik 3 små lagkagebunde á 16,5 cm.
Konditorcreme:
- Kog 1½ dl mælk op. Den sidste dl mælk pisker du med majsstivelse, vaniljesukker, æg og sukker. Når mælken koger, så pisker du æggeblandingen i, Pisk til cremen tykner og stil den herefter til afkøling.
- Pisk 1 dl fløde og vend i kagecremen, men først når kagecremen er HELT kold
Sådan samler du lagkagen:
- Læg en kagebund på et lagkagefad. Smør lidt hindbærsyltetøj på og drys med halvdelen af de knuste makroner. Fordel halvdelen af konditorcremen ovenpå og læg et kagebund ovenpå. Gentag processen
- Fordel resten af hindbærsyltetøjet, makronerne og konditorcremen på kagebunden og læg den sidste kagebund øverst. Stil evt. kagen til afkøling imens du laver ganachen
Chokoladeganache:
- Skær chokoladen i mindre stykker og smelt den få sekunder af gangen i mikrovn. Rør fløde og flormelis i, til ganachen har passende konsistens. Er den for fast, tilsæt mere fløde. Er den for tynd= mere flormelis. Den stivner efter afkøling
- Smør chokoladeganachen på den øverste kagebund. Er ganachen for stiv, så kan du lune den få sekunder i mikroovnen. Stil kagen til afkøling.
Marcipanbånd:
- Riv marcipanen og ælt den med glucosesirup og flormelis, lidt af gangen til passende konsistens, så den kan rulles ud. Drys lidt flormelis el. Maizena på bordet, så marcipanen ikke hænger i. Båndet skal ialt være ca. 58 cm x 7 cm.
- Båndet skal kunne nå rundt om kagen og være 1½-2 cm højere end kagen. Pisk 2½-3 dl fløde til skum og brug noget af det til at dække lagkagens sider (så marcipanbåndet kan klæbe fast)
- Klæb nu marcipanbåndene på lagkagen og "dup" samlingen lidt sammen. Jeg rullede båndet ud i to, så var det nemmere at håndtere synes jeg. Børst evt. flormelisrester af.
- Put resten af det piskede flødeskum i en sprøjtepose med sprøjtetylle og pynt lagkagen med rosetter rundt i kanten. Din Othellolagkage er nu færdig.
- Lad kagen afkøle før servering. Den kan laves dagen før. Vent evt. med at pynte med flødeskum ovenpå. Marcipanen kan "svede" lidt og blive lidt fugtig efter nogen tid i køleskab.
Noter
Lagkagebunde kan også laves i springform. Få opskrift her
Kan pyntes med chokoladeglasur i stedet. Kagen kan laves dagen før servering. Mit marcipanbånd blev ret tykt, du vil nok godt kunne nøjes med 150-175 gram marcipan og mindre flormelis/sirup. Othellolagkagen kan holde sig 2-3 dage i køleskabet.Luksus lagkage med makroner, marcipan, konditorcreme og chokoladeganache
Wow en bombe! Sikke en overdådig luksus lagkage! Hvor var den bare god!
Jeg var faktisk rigtigt godt tilfreds med min Othellolagkage, når det nu var første forsøg. Mit marcipanlag blev lidt tykt, men faktisk var det bare super lækkert på kagen.
Marcipanbåndet pyntede så fint og var også med til at kagen holdt formen fint. Du kan dog godt kunne nøjes med lidt mindre marcipan, tror jeg.
Bådet skal kunne nå rundt om kagen og må gerne være 1½-2 cm højere end kagen, så der er plads til masser af flødeskum. 🙂
Uh – Othello lagkagen smagte skønt til en god kop kaffe.
Selvom jeg har kaldt det for en “nem” Othello lagkage opskrift, er det jo stadig én af de lidt sværere kager på nogetiovnen.dk.
Dem finder du ikke så mange af. Indrømmet. Jeg er jo nok mest til de hurtigere kager, så Bagedysten ville nok ikke være noget for mig. Tvivler også på jeg ville slippe igennem nåleøjet. 🙂
Der er rimeligt mange trin i opskriften. Håber du kunne følge med til min beskrivelse? Ellers så spørg gerne i en kommentar herunder, hvis noget er uklart.
Synes du det lyder for besværligt at lave lagkagebunden med rouladedej? Pyt. Lagkagebundene selvfølgelig også laves almindeligt i i springform. Få opskrift her
Hvis du gerne vil springe punktet med chokoladeganache over, så kan kagen pyntes med chokoladeglasur i stedet.
Kagen kan sagtens laves i god tid før gæsterne kommer. Vent evt. bare med at pynte den med flødeskum før til sidst.
Prøv også denne lækre sommerlagkage, denne hindbær lagkage eller denne bananlagkage med chokoladeglasur. Lækre lagkager.
Skal du bruge en stor lagkage til fødselsdag, så tjek denne opskrift ud.
Spring du bare på og rigtig god fornøjelse med projektet. Måske du også gerne vil fejre én du har kær med en dejlig kage?
Få flere opskrifter på lagkager her:
1.
2,
3.
4,
5.
6.
7.
8,
9.
10.
11.
12.
I min familie er det min bror opskrift der gælder, ananasmos og ikke hindbær.