Sandkage med rabarber. Uhm her får du opskriften på en nem lækker rabarberkage, der er hurtig at lave. Du skal kun bruge få enkle ingredienser.
Da jeg serverede denne kage til kaffebordet i sommerhuset, bredte der sig kæmpe jubel. Kagen var en kæmpe succes!
“Det er den bedste rabarberkage du nogensinde har bagt” udbrød min mand og det siger ikke så lidt, for jeg har alligevel bagt en del. 🙂
Ej og så var det “bare” så nem en rabarberkage! Den er en slags genbrug af én af mine andre opskrifter, nemlig opskriften på denne saftige “sandkage med citron”.
En mega god svampet kage. Lige nu har vi mange rabarber i haven, så straks tænkte jeg: “Mon ikke også den bedste sandkage vil være lækker med rabarber i?”.
Det er ikke helt en klassisk pund til pund sandkage, for der er ikke så meget smør i dejen.
Jeg er nemlig ikke så stor fan af deje med mega meget smør i, så her er der faktisk kun brugt 100 gram. Alligevel er det en totalt lækker kage og så er den jo også lige lidt sundere – og billigere – at lave.
Sandkagen med rabarber er sprød på toppen, for den er bagt med et lille drys perlesukker. Knas! Andet sukker kan sagtens bruges.
Sandkagen med rabarber kan laves på under 1 time alt inklusive. Kagen kan laves med anden frugt/andre bær også, men den er også lækker uden frugt.
Jeg bagte min kage i springform, men du kan sagtens også bruge en anden form evt. sandkageform? Bagetiden vil evt. skulle tilpasses.
Det er en super lækker og svampet rabarberkage, der er nem og hurtig at lave.
Opskriften er rigtig nem og du kan få den lige her:
Sandkage med rabarber – få en god nem lækker kage opskrift hér
Ingredienser
Sandkagedej:
- 250 gram rabarber Kan erstattes med anden frugt/andre bær
- 3-4 spsk sukker til at drysse rabarberme med
- 100 gram smør blødt
- 175 gram sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 2 æg
- 200 gram hvedemel
- 1 tsk natron kan erstattes med bagepulver
- 1 tsk bagepulver
- 1 dl mælk kan erstattes med f.eks. tykmælk/kærnemælk eller andet surmælksprodukt
- Drys: perlesukker/rørsukker/alm. sukker kan udelades
Sådan gør du
- Skyl rabarberne og skær kun de nederste 1-2 mm brune kanter af.
- Skær rabarberne i 1 cm stykker og vend dem med 3-4 spsk sukker i en skål.
- Blødgør evt. smørret 5 sekunder i mikroovnen. Pisk sukker og vaniljesukker i. Brug piskeris eller røremaskine
- Pisk æggene i ét af gangen
- Bland bagepulver og natron i hvedemelet. Rør det i dejen skiftesvis med mælken. Vend dejen forsigigt med dejskraber.
- Vend rabarberne i dejen og rør til stykkerne fordeles godt.
- Smør en springform, sandkageform eller et tærtefad. Jeg brugte en springform på 25 cm. i diameter. Hæld dejen heri
- Bag kagen ca. 35 minutter v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn) på 2. nederste rille. Kagen er færdig, når den er sprød, gylden og gennembagt. Bagetiden afhænger af hvilken form du bruger. Lad kagen afkøle
- Lad kagen afkøle nogle minutter, før du skærer stykker ud. Vi nød kagen som den var, men den er også lækker med flødeskum, creme fraiche eller vaniljeis til.
Noter
Rabarber kan erstattes med anden frugt/anden bær. Kagen er fryseegnet
Tilsæt evt. grofthakket chokolade el. revet marcipan til dejen. Kan også bages som muffins. Halvér ca. bagetiden.Frosne rabarber kan bruges
Lad dem dryppe godt af eller vend dem i lidt kartoffelmel iblandet lidt sukker først.En svampet og lækker rabarberkage, du kan lave nemt og hurtigt med få ingredienser
Kæmpe succes! Smart med en kage man altid lige hurtigt kan lave. Mon ikke vi alle altid har mælk, mel, sukker og smør i køkken- og køleskab?
En dejlig sandkage med rabarber der var skøn med citron. Halløj hvor var den altså også bare lækker med rabarber! Succes! Den kage må du absolut prøve.
Det bliver helt sikkert en rabarberkage, der kommer til at følge os i familien fremover.
Nu glæder jeg mig bare til at prøve den med æbler, pærer, jordbær, brombær, ribs, hindbær?
Uha alle de forskellige sandkage opskrifter du har i vente. 🙂
Vi nød bare kagen som den var, men du kan selvfølgelig også sagtens servere den med flødeskum, vaniljeis eller creme fraiche til. Den kan sagtens også nydes som dessertkage også.
Faktisk er opskriften en rigtig god grund opskrift på sandkage. Jeg har også brugt den til denne giftkage. Skøn kage.
Kan kagen bages i airfryer?
Ja alt det du kan lave i en almindelig ovn, kan du også lave i en airfryer, hvis du kan få plads. Jeg vil tro du skal nøjes med halv portion her? Tjek evt. også denne opskrift på rabarberkage i airfryer ud her.
Kan sandkagen bages som muffins?
Jeps – det vil også blive nogle lækre rabarbermuffins, du kan lave af denne dej. Beregn ca./max. den halve bagetid.
Frosne rabarber – kan de bruges til kagen?
Jeps. Lad dem dryppe godt af eller vend dem i lidt kartoffelmel iblandet lidt sukker. Det vil opsuge noget af væden.
Vi har stadig mange rabarber i haven – herligt! Jeg stornyder bare, at det er rabarbersæson, og min rabarber to do bageliste, er stadig lang.
Det er blevet til en masse rabarber eksperimenter igennem årene.
Prøv også denne rabarbertærte med kanel, en dejlig sommerkage med rabarber eller denne frangipane tærte med rabarber og mazarinmasse.
Har du brug for mere rabarber inspiration, så kan du se en masse opskrifter ved at klikke her. Se også et lille udvalg nedenfor.
Rigtig god kage bagefornøjelse til dig.
Få flere gode nemme opskrifter på rabarberkager her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
11.
12.