Sikke en skøn efterårsferie <3
Vejret har været strålende og vi har tilbragt langt de fleste minutter udendørs. Næsten som en forsinket sommerferie i efterårsferien?Der har været læsestunder på terrassen. Skovture. Strandture. Byture. Museumsture. Nærvær. Samvær. Nydelse. Naturoplevelser. Gode efterårsdufte. Mad. Kager. Nybagte boller. Sol. Udsigt. Hav.
Hvor har det været skønt 🙂Jeg har holdt efterårsferie med Mikkel og vi har i nydt tiden sammen. Madpakker i det fri har vi også nydt. Vi har slentet og slået os ned hvor vi havde lyst.
En dag gik til Sangstrup Klint og det er virkelig et sted der er værd at besøge for dig. Fantastisk flot natur og sikke da et skønt vejr at nyde omgivelserne i.
Se lige den flotte klint der har stået ubehørt hen siden forhistorisk tid velsagtens. Kalkaflejringer og gode muligheder for at finde fossiler, hvis du er til den slags.
Se lige en himmel.
Lige her sad vi og nød solen og livet en times tid. Vi havde slet ikke travlt. Hyggeligt at sidde og småpludre sammen. Tænk at have tid til det. Forestil dig at der var komplet tyst og stille lige her. Mageløst. Åndeløst. Komplet vidunderligt <3
Horisonten er virkelig indstillet på uendeligt sådan et sted. I det fjerne kunne man høre en klukkende fiskekutter og der kom en fisker padlende forbi . Der var mennesker der ligesom os nød livet og stille spankulerede rundt og nød udsigt og samlede smukke sten op.
Så skønt, når vejrguderne begunstiger ferierende mennesker, så flest mulige kan få fyldt batterierne op. TAK – du kære vejrgud! 🙂
Efter turen til Sangstrup Klint, kørte vi til Gjerrild og gik den smukkeste tur i skovene omkring Sostrup. Vi drak eftermiddagskaffe på Gjerrild kro, hvor Mikkel fik sit livs bedste kringle til dato.
Vi jokede lidt med at han da godt nok var med sin gamle mor på pensionisttur, når dagen bød på stille slentren og kringle. Vi nød det nu begge to, pensionister eller ej 😉
Jeg fik den lækreste lagekage og krokaffen var som altid god. Tænk sig, at vi kunne nyde kaffen i det fri. Midtvejs i oktober. Fantastisk. Komplet forrygende. Skøn efterårsferie, med så meget udetid 🙂
Se lige en smuk tur man kan gå fra Gjerrild Kro og til Sostrup slot. En virkelig smuk gåtur, som du næsten skulle prøve 🙂
Når man slentrer her igennem skoven, kan man næsten ikke lade være med at sparke løs i bladene, som var man et lille barn. Den barnlige glæde og benovelse over den smukke natur. Jeg bliver aldrig for gammel til at samle smukke sten op, fiinde glatte kastanjer eller nyde lyden af bladenes raslen mod mine skosnuder <3
Kan du mon spotte den lille Kallehund i forklædning her? Den går næsten i ét med bladene 🙂 Smukke Sostrup Slot skal du prøve at beundre i solskin! Den flotte slotspark er åbent for besøgende og man kan nyde omgivelserne lige så meget man lyster.
På denne årstid giver den lave sol det smukkeste lys, hvis du fanger solskinsstriberne den sidste time før solnedgang. Et næsten magisk lys der er imellem skovens træer.
Disen trænger sig ind.
Solen reflekterer gult og grønt og de brune blade luner som bunddække med den flotteste bronzekulør Er du heldig, kan du stadigvæk finde svampe. Er du rigtig heldig, er du så snu, at du ved hvilke du må spise og hvilke du helst skal lade stå.
Sådan én som mig nyder bare synet af de smukke svampe-formationer. Det er naturens blændværk. Fantastiske natur. Små svampe-kunstværker <3
Dagene har budt på ture rundt på Djursland.
Tirsdag var en tåge-dag, men alligevel tilbragte vi dagen på Mols hvor vi besøgte fyret på Sletterhage. Selvfølgelig havde vi madpakkerne med igen. Herligt!
På Sletterhage kan man se de store skibe krydse tæt på kysten og holde øje med de fascinerende bølgebevægelser der opstår bagefter. Fascinerende. Udsigten er fænomenal og vi nød øjeblikkene, hvor der kom sprækker i den tætte tåge.
Vi mødtes med min søster i Ebeltoft bagefter, hvor der var æblefestival. Der var mange mennesker i Ebeltoft og det var lidt en skærende kontrast for os, at komme til en by med turist-overflow. På Norddjursland er der mere affolket og indrømmet, så passer det mig/os lidt bedre.
Når vi trænger til at slappe af, foretrækker vi omgivelser der ikke er overbefolket. For os er det helt klart den uberørte natur der vinder over civilisationen.
Ebeltoft er dog skøn og vi nød traveturene i de idylliske gader. Vi drak kaffe på Mellem Jyder-kroen, den gamle kro med historie.
Nogle af os fik pandekager med is. Heldige mig. Heldig efterårsferie 🙂Hvis du læser med på bloggens side på Facebook, vil du kende min keramiklast. Du vil også vide, at jeg i Ebeltoft – igen – kom i det svære dilemma. Nye keramikkrus og en prikket lysestage?
Ja disse nye keramikskatte kunne jeg simpelthen ikke modstå. Er det ikke forståeligt nok? 🙂
Disse efterårsglimt er fra efterårsferiens første dage. Ferien var kun halvvejs her. De sidste dage har vi været på flere udflugter – lange skovture og i dag en skøn dag i Esbjerg, med besøg på Tirpitz-museet og i Blåvand.
Måske du kommer til at høre om disse udflugter en anden dag og se billeder måske?
Konklusionen er klar. Det har været en SKØN ferie!
Herlige dage i sommerhus. Gode udflugter. Mindeværdige oplevelser. Ubetaleligt godt vejr. Vi er så taknemmelige. <3
Jobbet og arbejdslivets udfordringer er trængt i baggrunden for en stund, sådan en ferie.Hvor er det skønt og tiltrængt, at der også pludselig åbenbarer sig andre facetter af livet. Naturglimt. Samvær med familie og de bedste yndlingsmennesker. Følelsen af af være sin egen herre. Frihed <3
Håber også du har hygget dig og at du også har nydt det skønne vejr – ferie eller ej 🙂
Tak fordi du læste med til sidste ord
Kærlig hilsen
Gitte ferie-fan