Flade futter, trætte ben, brede smil og lange arme. 5 timers indsamling til Kræftens Bekæmpelse er slut. Vi ranker ryggen og nyder at vi i år kan fejre:
Indsamlingsrekord på matriklen: 4450 kr.
Man får den mest fantastiske følelse i kroppen efter sådan en dag på tur med indsamlingsbøssen. Det giver god mening, det er en god sag, folk takker os og sætter pris på indsatsen. Personligt tænkte vi mange tanker til de familiemedlemmer vi har mistet i vores liv. En faster og tre mostre.
Vil du med på indsamlingstur til Kræftens Bekæmpelse?
Tænk hvis vores lille bidrag kan gøre, at kræft-fjenden bliver holdt fra døren? Vi kan nemlig ikke bære at miste flere <3
Mor og datter udgjorde det seje team og delte hele byen imellem os. I strid pelikan vandrede vi rundt, gik op af 1000 havegange, ringede på smarte ringeklokker der ikke sagde en lyd, derfor efterfulgt at en ihærdig banken på døre. Søde imødekommende smil og det samme spørgsmål der blev stillet MANGE gange:
“Goddag, kunne du tænke dig at give et bidrag til Kræftens Bekæmpelse”?
“Lige et øjeblik, så skal jeg se om jeg kan finde nogle mønter”…Mange stod klar med pengesedlerne. Vores fingre var stive af kulde, så vi måtte have hjælp til at få sedlerne stoppet i. Vi fik os en sludder om vejret og vinden men også om sygdommen som mange desværre har alt for tæt inde på livet.
Flere sagde “Du kan tro jeg vil støtte, min faster er lige død” eller “Selvfølgelig vil jeg give – vi har mistet så mange” .
En mand sagde: “Jeg har desværre selv lige fået diagnosen” – og pludselig blev snakken alvorstung. Hvordan indgyder en sølle rasledame håb og livsmod? Manden havde brug for en snak og heldigvis fandt vi en åbning og en god kontakt sammen lige dér midt på fortrappen. Håbet lyste i øjnene da snakken faldt på gode prognoser, dygtige læger og dagens særligt tunge raslebøsse der, sammen med mange andre tunge bøsser, ville kunne gøre en forskel.
Der var flere tunge skridt på ruten.
Som jeg skrev i indlægget sidste år har der i mange år været den sødeste ældre dame på ruten. En rigtig rar bedstemor-type med forklæde og gang i suppegryder og støvekost. De sidste år var bedstemorens bevægelser blevet langsommere og svagere. Hendes stemme var spinkel og hun var meget lang tid om at åbne døren. Hun svandt ind for øjnene af os og da vi samlede ind sidste år kunne hun ikke længere tale. Kræften havde ramt spiserøret, hun var kun lige hjemme fra sygehuset på weekend, men kunne ikke længere synke mad eller drikke. Hun trak et dropstativ rundt.
Jeg gruede for besøget hos bedstemoren i dag. Jeg har, på min daglige cykeltur, holdt lidt øje med huset. En dag var der et til salg skilt. I dag blev jeg trist. I bedstemorens gamle hus er der flyttet nogle nye ind. Ja med min fornuft ved jeg jo godt hvilken vej det er gået, men når kræften får et personligt ansigt prøver man alligevel til det sidste at fortrænge dens ondskab.
Jeg havde i mit stille sind håbet at en operation havde været mulig, men jeg vidste det jo godt inderst inde. Den søde bedstemor sluttede sine dage på den mest frygtelige pinefulde måde. Uden at kunne snakke, spise eller drikke og med slemme smerter. Skridtene blev tungere, og jeg må indrømme at jeg ikke magtede at ringe på og blive konfronteret med husets nye ejere. Erkendelsen af at kræften kan bortrøve mennesker og at ingen ville åbne med støvkost, giro 413 i baggrunden og hønsekødssuppe på konfuret. Døden vænner jeg mig aldrig til. For mig vil der altid efterlade et tomrum.
Jeg har gået den samme rute i vores by i 14 år. Børnene har været med siden de sad i barnevogn, klapvogn, trækvogn, på cykler med og uden støttehjul. I dag samlede jeg og min datter Amanda ind. Amanda er nu 19 år og indsamlingen er de senere år virkelig blevet tilvalgt fra hendes side. Hvor er det skønt at opleve. De andre år har der været en “morstyret” aktivitet – men jeg kan mærke at min datter nu får den samme “høje” følelse i kroppen over at gøre en forskel – at gøre en indsats for den gode sag – at løfte sig ud af komfortzonen for at hjælpe andre. Skønt, og fedt at vi var to om at dele ruten. Vi kunne jo nå dobbelt så mange huse, og nåede rekord. Dejligt også at være sammen om den aktivitet og at kunne dele dagens oplevelser på godt og ondt.
Ja det var frysende koldt, ja der var mange der ikke åbnede, ja det ER kun gammeldags dørhamre der virker, nymodens pjat med batteri burde afskaffes. 😉
Og hvorfor sådan et indlæg på en madblog?
Du kommer jo med i både tykt og tyndt, med når jeg er på ferie, også i møgvejr, med når jeg har brækket et krageben. Også når der er fester på matriklen og når hverdagen rammer hårdt.
I dag kom du med på indsamlingstur i dag. Jeg var så fyldt med indtryk og tanker at jeg var nødt til at få sluppet dem ud – og det blev så til dig. Håber du bærer over og er med på at Bagenørden viser andre og flere sider af sig selv. Livet rummer mange aspekter – et glittet facadeliv i et køkken kan ingen desværre nøjes med.
Det blev en god dag. Der var tunge skridt og jeg må indrømme at jeg har svært ved at klare når unge mennesker trist forklarer om de familiemedlemmer de har mistet. Jeg bliver grundglad når jeg hører om de kræftramte der heldigvis har klaret den. Bliver rørt og imponeret, når næsten 100% af alle, uanset sociale lag og social status kun er 1 sekund om at tage beslutningen :”Selvfølgelig vil jeg give et bidrag til det gode formål”.
Jeg glædes over alle de mange små børn, der med deres små buttede fingre fik lov at fylde bøssen med mønter. En 5-6 årige pige der glad spise en Mars-bar imens hun selvfølgeligt stoppede guldmønter i.
“Hvad laver du?” Spurgte en 3-årig-dreng da han åbnede døren, forundret over at se en voksen med en fastelavns-lignende indsamlingsbøsse. “Jeg samler penge ind, så lægerne kan helbrede syge mennesker”. Heldigvis ved og bør ingen 3-årige vide hvad kræft er, lad børn forskånes så længe som muligt, men den 3-årige nikkede glad og kunne åbenbart godt forstå det gode formål. Helt indlysende at der skulle penge i den indsamlingbøsse.
Vi er glade nu. Vi er hjemme igen og har fået drukket kroppen varm i god kaffe. Chokolade måtte der også til. Vi har hentet gode sandwich fra Byens gode sandwichbiks – mad når vi ikke at få lavet idag. Vi skal nemlig ile videre til næste punkt på søndagslisten. Niels Hausgaard koncert lige om lidt.
Niels er skæg, lun, vittig, bidende og sarkastisk. Kun han vil kunne holde mig vågen en søndag aften, selvom jeg er vejrbidt, har blytunge ben og er dødtræt efter at have taget 10.000 skridt på den 5 timer lange spadseretur i det fri.
Det har været en god dag – tak fordi du havde lyst til at komme med os på tur
Stolte indsamlingshilsner fra Amanda og Gitte – raslemutter og raslemoster 🙂
Tak for jeres indsats.
Kan godt se det er lidt tamt bare stoppe i raslebøsserne!
Men vigtigt at støtte Kræftens bekæmpelse og et medlemskab koster ikke alverden.
Mange hilsner fra en som har været i hullet men heldigvis blev hjulpet op – det var sejt, men er nu videre.
Et godt indlæg for en god sag! Vi mødte indsamlerne ved indgangen til Frederiksberg Have – et godt sted at stå. Heldigvis havde jeg fået kontanter med for en gangs skyld.