Vandbakkelse med glasur

Sønnikke har fødselsdag og på sådan en dag må man altså godt få alle sine livretter. Her i huset må man ønske og foreslå yndlingsmad og yndlingskage fra man står op, til man går i seng og man må også godt tage familien med på restaurant, hvis man vil.

Selvom man bliver 16 år er man altså ikke for gammel til at ønske sig yndlingskage på sin fødselsdag. Kagelisten er nu lang med muligheder, øverst står vistnok drømmekage fra Brovst tæt efterfulgt af vandbakkelse.

Siden mine børn har været helt små har de haft en forkærlighed for vandbakkelse. Da de var helt smågik de amok, både med glasurpyntningen og storspisningen; vi lavede to hele plader vandbakkelse til familien på 4. Jamen de fylder jo intet i maven, det er vel mest sukkerglasuren man får nok af? 😉

Vandbakkelse med glasur

I dag var vi mere mådeholdne. Vi lavede en plade og der er stadigvæk et stykke tilbage. Det er som om ungerne, med tiden, er blevet mere fornuftige, beskedne, kalorie-tænkende? Nu går de ikke komplet amok mere, lidt øv næsten, at de ikke længere giver efter for deres inderste barnlige ustoppelige kagetrang?

Nu er de store unger så fornuftige, at de tænker på sundhedsværdien i det de indtager og at de – næstent voksent – er opmærksomme på at gemme appetit til aftensmaden (beregnende, kunne man sige, men de ved også at aftenmenuen er ekstra lækker sådan en dag? 😉

Glad blev sønnike dog for en pladefuld vandbakkelse med flag i – og vi havde en dejlig eftermiddag. Mindstemanden fylder 16 – jeg må være en gammel kone 😉

Vandbakkelse med glasur

Som du kan se er min vandbakkelse flad som en pandekage. Mine børn tror den skal se sådan ud. De kender ikke til andet. Min vandbakkelse er fin og rank imens den er i ovnen, men så snart den kommer ud skvatter den sammen. Vi elsker den dog som den er, mine børn især. Godt smurt ind i glasur. Den vækker gode barndomsminder.

Jeg har endnu ikke luret trick’et til hvordan man undgår at vandbakkelsen skvatter sammen, det seneste trick jeg har læst mig til er, at man skal lade vandbakkelsen køle af i ovnen med ovndøren på klem. Det nåede vi ikke i dag, vi hev den ud og smurte glasur på. En-to-klask. Heldigvis er det ikke udseendet det kommer an på – der er så meget andet på spil. Smagen. Glasuren. Uhm.

Det er nemt at bage vandbakkelse, og ingredienserne har du helt sikkert altid i huset. Det er oplagt at bruge bunden som kagemand ell. lign. og så pynte med slik hvis du har mindre børn? Mine store børn foretrækker glasur og en kop kaffe til 😉

Vandbakkelse med glasur

Her kommer opskriften og er du heldig skvatter din vandbakkelse ikke sammen. Spændende! Held og lykke med projektet! 🙂

Vandbakkelse med glasur:

Du skal bruge (1 bageplade – 4 pers.):

2½ dl. vand

100 gram smør

150 gram hvedemel

Et knivspids salt

5 æg (4 store ell.  5 små)

Glasur (til du synes der er nok på kagen)

Vandbakkelse med glasur

Sådan laver du vandbakkelse med glasur:

  • Kog smør og vand sammen i en gryde.
  • Når smørret er smeltet tilsættes mel og salt og der piskes godt med piskeris.
  • Gryden tages af blusset og når smør/meldejen er næsten helt afkølet pisker du æggene i et af gangen
  • Pisk rigtigt godt efter hvert æg og brug evt. elpisker, hvis det er for hårdt for dine hænder/arme . Dejen bliver hård og fast.
  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  • Smør dejen på en bageplade beklædt med bagepapir. Form gerne som en kagemand/kagekone (kan DU mon se forskel? 😉
  • Bag vandbakkelsen 20 min. (ca.) v. 175 grader varmluft.
  • Åbn IKKE ovnen undervejs, så vil din vandbakkelse skvatte sammen (du kan altså godt risikere at den skvatter sammen alligevel, også selvom du er helt uskyldig).
  • Prøv evt. at lade din vandbakkelse afkøle i ovnen med ovndøren på klem, så temperaturen ikke skifter så brat? Jeg har en teori om at det er derfor den klasker sammen? No idea, gør mig gerne klogere hvis du kan. Skriv gerne i kommentarfeltet herunder. Jeg er SÅ modtagelig for ideer. Jeg vil gerne tage kampen op. 🙂
  • Pynt vandbakkelsen med glasur efter afkøling. Jeg rører glasur af flere gange, til der er nok på kagen. Det er individuelt hvor meget glasur man synes der skal på kagen, så jeg kommer det ikke mere præcist. Jeg mener jeg brugte ca. 2-3 dl. til en pladefuld vandbakkelse.

Vandbakkelse med glasur

Vandbakkelsen smager GODT, som den er, uanset udseendet. Pynt med flag, hvis det er aktuelt, ellers kun lidt slik. Vi nøjedes med glasur og det var den 16-årige fint tilfreds med. 🙂

Vandbakkelse med glasur Det var jo egentlig meningen at vi skulle have været på Graceland Randers for at spise en kæmpestor burger; sønnikes absolutte burger-favorit.

Måske det var mængden af vandbakkelse i maven der gjorde at vi alle havde lyst til at droppe burgeren, da vi nærmede os kl. 19?  Det endte med fastfood fra vores yndlings-fastfoodrestaurant; den tyrkiske grillrestaurant der kan servere det fornemmeste fastfood i byen, hvis man spørger mig. Læs min madanmeldelse fra sidst vi fik mad fra SIS restaurant’en her. 

Vi spiste kalvekød, kyllingespyd og lammekoteletter og selvfølgelig spiste vi det lækre hvidløgs-ostebrød til.

2015-02-08 19.51.26Jeg tror ikke sønnike kunne have ønsket sig en bedre fødselsdag. Solskin, fisketur og alle ønskerne opfyldt; både havfiskestang, havhjul og seje lystfiskergummistøvler?

…hygge med familien og ikke mindst – vandbakkelse ad libitum 🙂

Vandbakkelse med glasur

 


author avatar
Gitte Hansen
Elsker at lave nem mad, bage lækre kager, udvikle nye opskrifter og formidle til bloggens næsten 80.000 følgere på sociale medier. Arbejder nu fuld tid med nogetiovnen.dk efter 30 år som bibliotekar. Med over 1 mio. månedlige visninger og over 3400 nemme opskrifter, er Nogetiovnen.dk én af Danmarks største madblogs.