Ymerdrys er meget nemt at lave af en rest tørt rugbrød. Hjemmelavet rugbrødsdrys kan du bruge som topping på morgenmad f.eks. ymer eller yoghurt. Du kan også bruge det i æblekager. Her får du en god nem opskrift.
Måske I også tit har en rest tørt, trist rugbrød til overs derhjemme? Det har vi og jeg elsker bare, når man kan trylle nyt liv i brødresterne. Det kan du gøre nemt med hjemmelavet ymerdrys.
Faktisk er hjemmelavet rugbrødsdrys bare lavet af revet rugbrød sødet med brun farin og måske en smule smør. Nemt og lækkert og det smager SÅ meget bedre end den ymerdrys du kan købe.
Supplér gerne med mandler/nødder/ havregryn / dadler eller andre lækkerier? Du kan også søde din ymerdrys med honning, hvis du foretrækker det.
Nederst i dette indlæg får du flere tips til opskriften og du får også opskrifter på andet drys, du kan lave selv. Du får også flere tips til hvad du kan bruge dine rugbrødsrester til.
Her får du først den nemme opskrift på hjemmelavet drys af rugbrød.
Ymerdrys – opskrift på hjemmelavet rugbrødsdrys
Ingredienser
- 350 gram rugbrød revet. Du kan bruge mere/mindre end jeg
- 65 gram brun farin elle alm. sukker. Du kan starte med 50 gram og så smage til med resten. Kan også sødes med honning
- 20 gram smør kan udelades
Sådan gør du
- Riv rugbrødet til smulder på rivejern eller med foodprocessor/stavblender. Jeg rev det direkte på stegepanden med mit rivejern. Tilsæt brun farin. Start evt. med 50 gram og smag til med mere undervejs.
- Tilsæt evt. smør. Det giver en ekstra god smag, og er godt at riste i, men kan sagtens udelades. Varm nu blandingen op på panden, imens du rører godt, så alle ingredienser blandes godt sammen.
- Rist ymerdrysset ved svag varme. Vend flere gange. Du kan også brede massen ud på en bageplade med bagepapir og riste ymerdrysset færdigt i ovnen ca. 30 minutter v. 125 grader varmluft (150 gr. alm. ovn) eller til det er sprødt og tørt.
- Dit ymerdrys er færdigt, når det er sprødt og knasende. Smag til undervejs og supplér evt. med ekstra sukker. Det er individuelt hvor sød man ønsker sit ymerdrys.
- Lad ymerdrysset afkøle helt på panden eller på bagepladen og dit ymerdrys er nu klar til brug. Ymerdrysset skal være helt koldt før du putter det på et tætsluttende glas. Det kan holde sig i flere uger.
Noter
Du kan også tilsætte f.eks. havregryn eller grofthakkede mandler/nødder.
Eksperimentér evt. med andre sødemidler som f.eks. moset banan, honning, dadler, eller æblemos Kan også ristes i airfryer, men lav så gerne mindre mængde.Hjemmelavet rugbrødsdrys smager meget bedre end det du kan købe og så er det billigt at lave
Knasende sprødt drys til tykmælken til morgen. Vi var vilde med det herhjemme.
Ymerdrysset lavede jeg fordi jeg skulle bruge en portion til en æblekage, men resten spiste min mand til morgenmad. Stor succes! Ja tak, sagde han. Nu vil han gerne have hjemmelavet drys til sin ymer hver morgen. 🙂
Fremover kommer vi aldrig til at kassere triste brødrester hjemme. Skønt når man på den måde kan få brugt sine rester.
Hvad der er sparet, er tjent og tænk, den hjemmelavede drys er også helt fri for tilsætningsstoffer.
Det er individuelt hvor sød man ønsker sit rugbrødsdrys, så start gerne med 50 gram brun farin og smag til med mere undervejs.
Brun farin giver en ekstra god sød krydret smag, der klæder rugbrødssmagen godt.
Almindeligt sukker kan også bruges eller du kan bruge honning eller eksperimentere med at søde med f.eks. æblemos, banan eller dadler? Så vil du kunne lave dit ymerdrys uden tilsat sukker.
Hjemmelavet ymerdrys kan du riste på panden eller i ovnen.
Jeg var alligevel i gang ved komfuret, så jeg brugte bare panden denne gang. Ymerdrysset skal vendes nogle gange på panden, så det nemmere med ovnen.
Denne granola har jeg også ristet på panden først, og så tørret den færdig i ovnen. Nemt og lækkert og især smart, hvis man laver en stor portion.
Skal du kun bruge en lille portion, så kan du også riste din ymerdrys i airfryer. Det har jeg gjort med denne granola i airfryer.
Prøv også at lave ristede havregryn – det smager også super godt i desserter eller som topping på morgenmad. Du kan også lave hjemmelavet æblekagerasp, her skal du bare bruge lyst brød.
Rigtig god fornøjelse med drysset derhjemmet. Jeg er sikker på du bliver vild med det. 🙂
Prøv også disse opskrifter på hjemmelavet drys:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
Inspiration til hvad du ellers kan bruge en rest rugbrød til:
1.
2.
3.
4.
5.