Jordbærmilkshake.I dag får du opskriften på den dejligste milkshake med jordbær. En fedtfattig milkshake ovenikøbet, lavet helt uden is.
Det er svedigt varmt og vi nyder sommerlivet i haven. Solen bager og det er varmt i solen.
Sådan en dag er det perfekt at nyde en dejlig milkshake i haven. Det gjorde vi i dag, en dejlig hyggestund.
Mikkel var vendt hjem fra 7. klasses studietur til til Bornholm. Træt, kvadret, solbranket men glad.
Vi fejrede hans hjemkomst med en lækker sommerdrik i haven, imens vi hørte hans ferieberetning. Der var blevet hugget sten, spist kæmpe Krølle Bølle is, kæmpet kampe mod søsyge og spist mange chips og drukket meget sodavand.
Godt sønnike er hjemme igen. Nu er flokken komplet igen. Så har jeg det allerbedst. 🙂
Sådan så vores festlige sommerdrik ud.
Det blev en rigtig lækker og frisk jordbærmilkshake, denne gang i en fedtfattig version, bare lavet med skummetmælk og blendede jordbær.
Milkshaken kan laves helt uden is. Selvfølgelig bliver den ekstra cremet og lækker, hvis du bruger sødmælk og vaniljeis.
Du bestemmer hvilken fedtprocent, der skal være i din milkshake 🙂Smag milkshaken til med vaniljesukker og flormelis – det kommer meget an på hvor søde dine jordbær er.
Milkshaken vakte jubel i haven og jeg tænker at den fint kan laves med alle slags bær – hindbær, blåbær vil også være et hit?
Når man blender jordbær, så bliver milkshaken lidt grynet, så blend gerne bærrene længe.
Opskriften på jordbærmilkshaken er rigtig nem og du får den lige her. Få flere opskrifter med jordbær nederst i dette indlæg.
Jordbærmilkshake uden is – nem sund opskrift
Ingredienser
- 1 liter iskold mælk al slags mælk kan bruges. Jeg brugte skummetmælk, der er fedtfattig
- 500 gram jordbær
- 1-2 tsk vaniljesukker
- 1-2 spsk flormelis (smag til) kan udelades, hvis dine bær er meget søde
Sådan gør du
- Vask og rens jordbærrene
- Hæld jordbærrene i en blender sammen med vaniljesukker.
- Tilsæt mælk og blend. Smag evt. til med flormelis. Tilsæt evt. 2-3 kugler vaniljeis
- Servér straks - gerne med et par isterninger
Noter
Milkshake med jordbær – klar på få minutter
Milkshaken er super nem at lave og består af meget få ingredienser: jordbær, mælk, vaniljesukker og måske lidt flormelis.
I blenderen i få 3 minutter. Vupti.
Tilsæt gerne lidt vaniljeis og evt. lidt isterninger, hvis det er megavarmt.
Jordbærmilkshaken kunne fint køle os ned. Det var helt perfekt, at milkshaken kunne laves med få minutters forberedelse.
Når det er meget varmt udenfor, er det jo også mega varmt indenfor i køkkenet. Dér opholder vi os så kort tid, som muligt, når sommersolen bager 🙂
Jordbærmilkshaken er klar til servering og jeg iler ud i sommerhaven igen.
God sommer – og god fornøjelse med jordbærmilkshaken – til dig.:-)
Hvis du elsker kolde jordbærdrikke, så prøv også denne lækre jordbærkoldskål
en smoothie med jordbær med eller uden banan.
Vil du have en endnu mere svalende dessert, så prøv også denne softice med jordbær eller denne nicecream.
Få flere opskrifter med jordbær ved at klikke her eller se med nedenfor:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
Tak for opskriften.
Jeg tænker på, om den også kan laves på optøede (frosne) jordbær ?