Mini forloren hare. Uhm her får du opskriften på små forlorne harer – også kaldet harekillinger. Kan laves på grill, i ovn eller i airfryer.
Hjemme igen efter en skøn dag i sommerhus, med rigeligt af alt det gode: terrassetid, søvn, grin, træbeskæring, kage og lækkert mad.
Åh hvor har vi det skønt i sommerhus! 🙂
Lidt uventet var vejrguderne med os, men vi bød solen velkommen og den planlagte forloren hare kom da bare på grillen.
Totalt eksperiment, men hvorfor skulle man dog ikke kunne grille en forloren hare? Nej vel?
I dagens version, blev den forlorne hare lavet som små “harekillinger” som blev peppet op med peberfrugt i tern.
Jeg grillede i en alu-bakke, for at de små forlorne harer ikke skulle hænge for meget i grillristen
Retten kan fint laves i ovn eller airfryer også. Skønt at få grillduftene med på terrassen, det nød vi nu og så sparede vi jo også lidt på strømmen.
Farsen til de små forlorne harer, kan også laves til en stor forloren hare
Om du tilbereder “harerne” i ovn eller på grill, eller om du laver én stor forloren hare eller 6-8 små, bestemmer du helt selv.
Udelad også gerne peberfrugt, men jeg fortrød ikke. Peberfrugten gav god og lækker smag til kødet og tilførte også “fugtighed” under stegning. Et rigtigt godt tip.
Uhm – de grillede “harekillinger” blev en succes.
Her kommer opskriften:
Mini forloren hare – få en god nem opskrift på mini harekillinger hér
Ingredienser
- ½ kg hakket svinefars eller hakket kalv/flæskekød
- 1 revet løg
- 1 peberfrugt i små tern kan udelades
- 2 æg
- 4 spsk mel
- 4 spsk havregryn eller 3 spsk. rasp
- 4 spsk mælk
- 1 spsk Dijonsennep
- Salt/peber
- 1-2 pk. bacon i skiver
- Olie til stegning
- Tilbehør: nye kogte kartofler og creme fraichedressing
Creme fraiche dressing:
- 3 dl creme fraiche
- ½ tsk akaciehonning
- ½ tsk timian tørret
- salt/peber
- evt. 1 tsk dijonsennep
Sådan gør du
- Riv løget og bland det med farsen, sammen med æggene. Rør sennep, salt og peber i.
- Tilsæt mel og havregryn og mælk. Rør farsen godt.
- Snit peberfrugten i tern og rør den i dejen.
- Form 1 stor forloren hare eller 6-8 små "harekillinger". Vikl 1 skive bacon om hver "hare". Hvis du laver 1 stor forloren hare, vil tilberedningstiden skulle forlænges
- Pensl stegefadet med olie. Brug en aluminiumsbakke, hvis du griller ell. tilbereder i airfryer. I ovn bruges et almindeligt stegefad.
- Læg "harekillingerne" i bakken og grill ved indirekte varme v. middel varme i 30-35 minutter eller i ovn v. 175 grader. I airfyer, så giv dem ca. 25 minutter v. 180 grader De er færdige, når de er sprøde og gennemstegte
- Nydes varme og sprøde, med nykogte kartofler til og creme fraichedressing.
Noter
Nemme lækre mini forlorne harekillinger
Perfekt sommermenu; nem at lave og den smager fortrinligt med kogte nye kartofler til, en grøn salat og creme fraiche dressing.
Hvorfor nu både mel og havregryn i dejen?
Det var for at få en fast fars, så “harekillingerne” ikke flød ud under tilberedningen.
Normalt plejer jeg at bruge rasp, men lige rasp mangler stadigvæk i sommerhuskøkkenbeholdingen (det må der rådes bod på). Brug gerne rasp hvis du har, men mel og havregryn fungerer også fint.
Prøv også denne lækre opskrift på forloren hare med revet kartoffel i farsen – uhm den er også god.
Mine teenagere storspiste og skamroste maden. De var også skrupsultne, efter 13 kilometers gåtur langs stranden i bagende sol.
Begge havde de fantaseret og hallucineret om aftensmad undervejs. Skønt den var en succes så. 🙂
Vi spiste en kæmpe grydefuld nye kartofler til og en lækker grøn salat. Creme fraiche spiser vi rigtigt meget for tiden, både som “kartoffeldip” og som salatdressing.Hvid creme fraiche dressing er lækkert til det hele.
Jeg køber altid den med den laveste fedtprocent. Vi burde nok efterhånden købe fromage frais eller skyr, med det forbrug vi har. Sommeren er jo lang endnu 🙂
Få flere gode opskrifter på forloren hare her:
1.
2.
3.
Åh hvor er det dog godt, at sommerferien er lige om hjørnet.
Ih hvor det svært at tage afsked med sommerhuset om søndagen. Ih jeg glæder mig til vi kan vågne dér en mandag og bare have god ferietid forude. Ja der skal males, men pyt – det glæder jeg mig faktisk til, tro det eller lad være. Det er dejligt at være igang og forskønne og sætte vores eget præg på det skønne hus.
Tømreren har kigget forbi og aftalt de sidste detaljer. I uge 33 går det løs med montering af nye udsigtsvinduer og terrassedøre. Vi havde også første spirende snak med ham om en terrasse vendt mod Kattegat. Åh ja – det skal være nu – er bare vildt utålmodig og kan jo slet ikke vente. 🙂
Jep det er på denne græsplæne der er havkig og det er lige her vi drømmer om en terrasse. Glæder mig til at vise projekterne frem for dig, efterhånden som de skrider frem.
……sommerferie NU og jep, du skal nok komme med hele vejen 🙂