I dag har vi været på julemarked i Stenvad Mosebrugscenter. Sikke en dejlig dag. Nu er vi i ægte god julestemning.

Vi har hygget os sådan at jeg simpelthen har lyst til at dele billeder fra dagen med dig. Det kan jo være, at du også får lyst til at tage på julemarked? Det kan virkelig anbefales.Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

I 2022 er der julemarked i Stenvad d. 26. og 27. november – så du kan nå det søndag også.

Måske der er lidt for langt til Stenvad for dig? Det ligger midt på Djursland. Hvis du synes køreturen bliver for lang, så kan det jo være, at der er et andet lokalt julemarked i din nærhed, du kan besøge?

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Det er så dejligt at komme ud at vores små “huler” på denne årstid og møde en masse søde og dygtige snaksalige mennesker.

Mødet imellem mennesker er bare så livgivende synes jeg <3

Der var mange lokale udstillere ved standene, der har arbejdet med husflid hele året. De viste glade og stolte deres fine ting frem. Sælge lidt, ville de jo selvfølglig også gerne. Vi var med til at sørge for, at der kom godt gang i salget. 🙂

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Stenvad Mosebrugscenter er mere end bare et tørvemuseum. Læs mere om stedet her.

Faktisk er centret en nerve i lokalsamfundet og et kulturelt samlingssted for mange aktiviteter.

Mange lokale frivillige bakker op om driften af stedet. Vi har indtryk af, at de lokale nyder samværet med hinanden og gerne giver et nap med. De virker næsten som om de én stor familie.

Hvor er det herligt at mærke. De er alle vigtige brikker, i det lokale maskineri.

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Man kan virkelig mærke den gode stemning og imødekommenhed på Stenvad Mosebrugscenter.

Man møder en hjertevarme fra alle og de vil så gerne snakke og fortælle. Skønt at komme dér som gæst!

I caféen på 1. sal blev der solgt gløgg og æbleskiver  og dejlige rullepølsemadder. De havde travlt i biksen, men der var plads og hjerterum til alle. Man sidder ved runde borde og kommer “hinanden ved” og falder tit i snak med mennesker man ikke kender. Herligt.

Der duftede så julehyggeligt af gløgg og på scenen var der lokal spillemandsmusik, der spillede op. Ej så hyggeligt altså!

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Snakken gik lystigt ved alle boderne rundt på julemarkedet.

Vi fik startet mange samtaler ved sige “ej hvor laver du altså nogle fine ting. Hvor lang tid har du været i gang med din hobby og hvordan laver du de flotte ting?”

Det er lige så meget menneskene bag tingene og deres historier, min mand og jeg er vilde med.

Alle de fine ting vi har købt, har nu fået en historie, når man lige får lidt snak med. Jeg kan huske alle de ting jeg har købt igennem tiderne. Hvor og hvornår jeg har købt dem og jeg kan næsten altid se ansigterne på kunsthåndværkerne for mig.

Jeg elsker brugskunst, husflid og kunsthåndværk, men det kommer vist ikke bag på dig, der læser med på bloggen.

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Nu var det jo julemarked, så der var selvfølgelig en masse søde nisser og det fineste julepynt.

Det er 1. søndag i advent i morgen og det var helt perfekt, at vi lige fandt den flotteste adventskrans. Ej se lige hvor fin den er, i al sin enkelhed.

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Der var også husflid i alle afskygninger: stenslibere, og trædrejere.

En rar dame sørgede for brændte mandler, man kunne købe ved indgangen. Frøs man om fødderne imens, så solgte hun også de fineste norske uldsokker.

Se lige nogle fine træskåle, en herlig ældre mand fra Randers havde lavet. Han var virkelig dygtig!

Han fortalte om de forskellige træsorter, han havde brugt til skålene og hvordan de var lavet.

Jeg købte en lille fin skål og en lille fin pære drejet i træ. Mon ikke den kommer med på billeder af mine kommende pærekager?

Jeg tænker også du kommer til at se fine kager eller andre gode sager i den lille skål på bloggen fremover.

De to små fine træfugle var lavet af en anden trædrejer. Så fine de er.  Den dygtige kunstner fortalte, at det var en optimist og en pessimistfugl.

Min mand og jeg blev hurtigt enige om, at vi da vist var nødt til at købe begge fugle. Hvis vi kun købte én, så ville den anden jo bare blive ensom. Nu bor fuglene hos os og vi er så glade for begge fugle. Både den glade og den triste. 🙂

“Har I snart plads til mere nips?” spurgte min svigermor. “Ork ja altid!” svarede jeg. Smukke fine ting med historie, kan man altid få plads til. Jeg kan ihvertfald. 🙂

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Der var også mange strikke- hækle og garnboder. Så dygtige de var alle de flittige strikkere. Alle havde selvfølgelig strikketøjet med, så der kunne blive storproduceret, når der ikke lige var kunder i biksen.

Der er bare en rar stemning og en ro over damer (og mænd!), der strikker – så hyggeligt. 🙂

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Se lige en fin hue jeg købte. Den passer helt perfekt og der er plads til min hestehale i huen. Den var jeg da nødt til at købe.

Amanda har godt nok sagt, at der måske også er en strikket julehemmelighed på vej til mig i julegave. Spændende!

Man kan heldigvis sagtens bruge flere huer, hvis jeg skulle være så heldig at få endnu én i julegave.  🙂

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Der var også en bod med fine vævede ting, én med filtede ting, en bod med hæklede hjemmesko, en bod med krydderurtesnaps, honningbod, bolschebod. Ja, alt hvad hjertet kan begære.Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Der var også en rigtig smed, der var super dygtig. Han solgte bl.a. de fineste stenfugle, som du kan se hér.

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

I alle boderne beundrede vi de fine sager og spurgte, hvordan de var blevet fremstillet.

Det er så skønt at mærke den gode energi og de kræfter, de gode mennesker lægger i deres hobby.

At mærke begejstringen, engagementet og gnisten der driver værket, er skønt. De vil bare så gerne fortælle og deler gerne ud af deres viden og virkelyst, til os nysgerrige spørgere. Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Mange af udstillerne var pensionister, kunne vi fornemme, men er du vimmer, hvor var det bare aktive folk. Totalt fulde af pep, ideer og kreativitet, de hjertens gerne ville øse ud af. Skøn virkelyst, helt uden hensyn til alder og dåbsattest.

Jeg får bare så god energi af at møde ildsjæle, der brænder for dét de gør. Dét man elsker at gøre, skal man bare gøre meget mere. Giv hobbylivet fuld gas!

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Det er næsten det bedste ved at besøge julemarkeder eller andre markeder rundt om i det ganske land. At møde al den kreative virkelyst.

I sommers besøgte jeg også det lokale Næsgaardmarked – også virkelig en dejlig dag. Mit besøg dér kan du læse mere om her.

Vi mødte også den lokale forfatter Peter Sørensen, der med begejstring fortalte om arbejdet med de 2 fagbøger, han havde skrevet. Det er blevet til Norddjurs fra urtid til nutid og en bog om lokale skibsforlis.

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Peter har researchet i en masse gamle aviser og som han fortalte “Al den viden jeg har opsamlet, hvis ikke jeg fik den nedskrevet, ville den jo gå tabt”. Vi har begge bøger og de er så interessante. Min mand er allerede godt fordybet i bog nr. 2.

Bogen om skibsforlis har jeg købt til min far i julegave. Jeg tror den bliver en julegave, han bliver glad for. Han bruger ikke internettet, så jeg håber du kan holde på en hemmelighed. 😀

Vi fik da lige forfatteren til at skrive en lille hilsen i bøgerne – med signatur og hilsen også. Det er jo ikke hver dag, man er på tomandshånd med en forfatter. 🙂Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Det var virkelig spændende at tale med Peter Sørensen og vi kunne slet ikke løsrive os. Meget inspirerende. Jeg er jo lidt semi-lokal, da jeg er vokset op udenfor Grenå, så virkelig en interessant snak om lokalområdets udvikling helt tilbage fra istiden.

Bibliotekar Gitte kunne også fortælle ham om en smart ny digital måde at tilgå gamle historiske aviser på (mediestream.dk).

Peter Sørensen var virkelig meget videbegærlig og var meget interesseret i at komme hjem og søge videre online.

Skønt at vi kunne give lidt tilbage også. Jeg savner faktisk den del af bibliotekarjobbet, hvor jeg kunne formidle og dele ud af viden af information til videbegærlige mennesker. Skønt lige at få chancen lidt igen. 🙂

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Peter Sørensen er også ivrig fossiljæger og han viste viste os en del af sin stensamling frem. Så spændende. Ej hvor vidste han altså bare mange spændende ting!

Der var både noget for øje, mave, og intellekt på Stenvad Mosebrugscenter, også til dig, der bare gerne vil i julestemning.

For de museumsinteresserede, så kunne man stadig se mosebrugets museumsgenstande. Det er så interessant at se de historiske billeder og læse plancherne om den rolle tørv havde spillet for lokalsamfundet førhen.

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Det er rigtig interessant at besøge den lille tørvearbejderbolig, der er indrettet inde i museet.

I dag blev der serveret risengrødssmagsprøver, kogt på det gamle komfur. Så hyggeligt med duft af grød og kanel i den gamle arbejderbolig. De havde virkelig sørget for god stemning, i alle hjørner og kroge på mosebruget.

Vi havde virkelig en dejlig dag i Stenvad og kommer helt sikkert igen næste år.

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Julemarkedet i Stenvad, er åbentbart et tilløbsstykke og har været det i flere år, men det er første år vi har hørt om det.

Anbefalingen er nu hermed givet videre til dig.

Det var en rigtig hyggelig lørdag.

På markedet oplevede jeg også det pudsige, at blive genkendt flere gange. Der var flere, der læser med på bloggen og bruger opskrifterne flittigt. Flere kom hen til mig og ville lige hilse på. Så hyggeligt og vi fik os gode hyggesnakke.

Jeg bliver altid lige lidt paf, når jeg bliver genkendt, men stolt, glad og lidt genert også.

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Med næsten 1 mio månedlige besøg på bloggen, så ved jeg jo godt, at I er mange læsere derude. En ting er at mødes i det digitale rum, men virkeligheden er altså bare bedst. Mødet med mennesker er bare det bedste. <3

Det er længe siden du har været med “på tur”.

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Jeg spurgte lige følgere på bloggens facebook-side, om I kunne tænke jer at komme med på tur, eller om I har mere lyst til kun at se opskrifter. Et heppekor meldte sig straks – JAA vi vil rigtigt gerne med tur!

Herligt at få feedback fra jer. Jeg vil helt sikkert prioritere at tage jer med “på tur” her på bloggen lidt oftere fremover. 🙂

Til julemarked i Stenvad Mosebrugscenter

Tak fordi du læste min lille julemarkedstur til ende.

Jeg håber du er blevet inspireret til at finde et julemarked i din nærhed?

Du kunne jo også lige smutte en tur til Stenvad i morgen søndag d. 27.11.22 🙂

En stor anbefaling fra min mand og jeg / mange hilsner Gitte og Bo


author avatar
Gitte Hansen
Elsker at lave nem mad, bage lækre kager, udvikle nye opskrifter og formidle til bloggens næsten 80.000 følgere på sociale medier. Arbejder nu fuld tid med nogetiovnen.dk efter 30 år som bibliotekar. Med over 1 mio. månedlige visninger og over 3400 nemme opskrifter, er Nogetiovnen.dk én af Danmarks største madblogs.