Drømmekage med æbler. Her får du en god opskrift på en nem bradepandekage med æbler og kokos.
En skøn kage, hvor æblerne giver en god frisk smag til den populære drømmekage.
Er du også bare vild med drømmekage – du ved du den dér fra Brovst?
Her i min familie er vi fan og du finder derfor flere varianter af den lækre kage på nogetiovnen.dk
I weekenden afprøvede jeg en ny og helt genial variant. Vi har nemlig 1000 æbler i haven, så en æbleversion skulle prøves.
Mine børn kom hjem på besøg og de elsker drømmekage.
Syrlige æbler i kagen ville da være ekstra bonus, tænkte jeg. En drømmekage er nemlig meget sød.
Tror mine børn tænkte: “Nogle kageklassikere skal man bare ikke lave sjov med!”
Kagen blev prøvesmagt og de spurgte straks, om de kunne få kage med hjem. Drømmekagen med æbler blev hermed straks godkendt.
En drømmekage med æbler smager virkelig godt! Kæmpe scoop. En genial kombination, for æblerne giver en god kontrast til den søde kage.
Jeg har faktisk også prøvet at lave en brunsviger med æble og den er også virkelig god.
Jeg har brugt 8 æbler til opskriften, men du kan sagtens lave kagen med færre æbler. Æbler kan også sagtens udelades eller du kan bruge f.eks. rabarber i stedet for?
Få flere opskrifter på lækre drømmekager nederst i dette indlæg.
Opskriften på kagen er rigtig nem og du får den lige her:
Drømmekage – opskrift med æbler. Æblekage med kokos
Ingredienser
Kagebund:
- 4 æg
- 250 gram sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 300 gram hvedemel
- 3 tsk bagepulver
- 2 dl mælk
- 50 gram smør
- 8 mellemstore æbler du kan nøjes med færre. Æbler kan udelades eller erstattes med anden frugt f.eks. rabarber, blommer?
Kokostopping:
- 150 gram smør
- 100 gram kokosmel
- 30 gram havregryn ca. 1 dl. Kan erstattes med ekstra kokosmel
- 250 gram brun farin
- 1 dl mælk
Sådan gør du
Drømmekage bund med æbler:
- Skræl æbler, skær dem i både og læg dem i en skål med vand. Er æbleskrællen fin, kan du sagtens lade skrællen blive på.
- Pisk æg, sukker og vaniljesukker hvidt og skummende.
- Lun mælken sammen med smørret i mikroovn el. gryde. Rør mælkeblandingen i æggesnapsen. Bland hvedemel og bagepulver og sigt det i dejen. Vend dejen rundt med dejskraber.
- Smør en lille brandepande/fad ca. 25x30 cm med høj kant og hæld dejen heri. Dup æblebådene tørre og tryk dem ned i dejen. Forbag bunden ca. 25-30 min. v. 175 gr. varmluft (200 gr. alm. ovn).
- Kagen skal føles fast men stadig lys og ikke helt gennembagt.
Kokostopping med havregryn:
- Smelt alle ingredienser sammen i en gryde og fordel det på den næsten færdig-bagte kage. Bag nu kagen yderligere 10-15 minutter v. samme temperatur. Kagen er færdig, når toppingen bobler og begynder at blive sprød
- Lad gerne afkøle lidt, så stivner toppingen og kagen er nemmere at skære ud.
Noter
En lækker drømmekage i en ny variant med æbler og med havregryn og kokos i toppingen
Sikke da en skøn bradepandekage med æbler og kokos. Den dejligste kage, der er nem at lave.
Den helt perfekte kombination af æblekage og drømmekage. 2 kager i 1, kunne vi også sige.
Sådan laver du drømmekage med æbler – se billederne lige her:
Drømmekage med æbler er en genial kage
…og det var virkelig svært at nøjes med et enkelt stykke. Det må også siges, at være en god anbefaling?
Æblerne gjorde kagen ekstra saftig og svampet. Fugten fra æblerne gjorde kagebunden ekstra svampet og den var frisk i dagevis
Æblerne gør dog også, at toppingen ikke forbliver “knasende sprød” som på en almindelig drømmekage. Pyt – det er en lille detalje og det gjorde ikke den store forskel for smagen.
Hvorfor lave drømmekage både med af havregryn og kokosmel?
Tjo – kagen kan bages enten med kokosmel eller havregryn, og hvorfor ikke en kombi tænkte jeg? Det smagte super godt, så prøv du gerne det også.
Det var et hit. Er du mest fan af kokosmel, så brug gerne kokosmel i stedet for og drop havregrynene. Du kan også lave kagen kun med havregryn? Prøv også med nødder i toppingen.
Mon ikke også vi kunne snige lidt kanel med i toppingen? Det vil jo smage så godt sammen med æblerne.
Brug gerne et ildfastfad / bradepande med en høj kant. Det bliver nemlig en høj kage.
Vil du gerne bage drømmekagen med æbler i ovnens store bradepande?
Så skal du bare bage dobbelt portion. Det vil række tror jeg. Prøv også denne drømmekage med ekstra “snask”. Den er også et hit.
Jeg har glædet mig til at dele opskriften med dig. Hvad siger du mon til min eksperimenterende drømmekage?
Synes du det er helligbrøde, at forvandle en gammelkendt kage-klassiker eller kan du godt tilgive mig?
Hvo intet vover, intet vinder…..Drømmekagen med æble vandt 🙂
Få flere opskrifter på drømmekager her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
Drømmeland fra Brovst med kokos og æbler. Er den fryseegnet mon?
Lyder lækker.
Man skal lige være OBS på, at hvis man printer opskrift ud til senere, så er æbler ikke med som ingrediens
Tak for dejlig side, med rigtige gode opskrifter.
Du har vist glemt at skrive æblerne med i opskriften Gitte ? den skal afprøves. Tror du man kunne røre groftrevne æbler i dejen i stedet for at lægge dem ovenpå? Go’ weekend ??