Julescones. Uhm her får du opskriften på lækre scones med kanel og marcipan. Perfekte at servere som juleboller.
Bagværk med julekrydderier og søde gode sager, er det allerbedste i julemåneden.
Uhm i dag får du opskriften på nemme og lækre juleboller, der var hurtige at lave. Boller bagt med bagepulver, helt uden hævning.
Krydderierne sender gode dufte ud i huset, ovnvarmen varmer huset hyggeligt op og kagedåserne fyldes – igen og igen.
Måske du inviterer til julefrokost eller julehygge og vil servere lidt lækkert til dine gæster?
Det kan også være du bare vil forkæle din familie og dine kære? Julemåneden er en god undskyldning for at gå “all-in” og bage klassikerne men også afprøve nyt.
I weekenden var begge mine store børn hjemme på besøg og det var min undskylding for at gå lidt “jule-bage-amok”.
Skønt at have nogle at forkæle og herligt, når vi er flere om at spise lækkerierne 🙂
I dag afprøvede jeg en helt ny opskrift, som jeg udviklede helt ud af det blå. Derfor er det en ekstra stor glæde for mig at fortælle dig, at bageprojektet blev en stor succes. En KÆMPE stor succes 🙂
Jeg bagte et fad fortrinlige julescones med kanel, marcipan, rosiner og æbler. Uhm – hvor de smagte godt. Nemme lækre juleboller.
Så godt, at Amanda ville have 2 poser med hjem.
Det må da siges at være en god anbefaling 🙂
Scones er geniale boller, de er nemlig bagt med bagepulver, og som derfor slet ikke skal hæve. Boller uden gær. Det er smart
Man kan lynhurtigt trylle en portion scones.
Nederst i dette indlæg får du mange flere lækre scones opskrifter.
Julescones’ene blev penslet med æg og drysset med kanelsukker og mandelstykker – helt som på de lækre jødekager.
Den topping klædte altså julescones’ene, bare lige et tip til dig. Så fine kom julescones’ene til at se ud.Opskriften på de lækre julescones er rigtig nem. Du får den lige her:
Julescones – få en god nem opskrift på scones med kanel & marcipan hér
Ingredienser
- 7-8 dl hvedemel
- 4 spsk sukker
- 1 spsk brunt bagepulver alm. bagepulver kan også bruges. Tilsæt i så fald ca. ½ tsk ekstra af hver af krydderierne
- 1 spsk kardemomme
- 1 spsk kanel
- 2 dl havregryn
- 75 gram smør
- 4 dl vaniljeskyr andet surmælksprodukt kan bruges, mælk også
- 2 stk æbler skrællede og revet
- 50 gram marcipan (revet) kan udelades
- 1-2 dl rosiner (kan udelades eller erstattes af sukat eller tranebær)
Pensling og drys:
- ½-1 æg sammenpisket
- Kanelsukker
- 1 håndfuld finthakkede mandler (eller andre nødder)
Sådan gør du
- Bland hvedemel, havregryn, sukker, krydderier og bagepulver. (gem lidt mel til senere æltning). Smuldr smørret i Riv æblerne og tilsæt sammen med revet marcipan. Ælt skyr og rosiner i. Supplér evt. med ekstra mel til dejen kan slippe fad og fingre
- Beklæd en bageplade med bagepir. Form scones og sørg for at rosinerne er proppet godt ind i dejen (stikker de ud, branker de og det smager ikke godt)
- Pensl scones'ene med æg og drys med kanelsukker. Hak mandlerne fint og drys på toppen
- Bag scones'ene 12-15 minutter v. 175 grader varmluft (200 gr. alm. ovn). Bollerne er færdige, når de er sprøde og gennembagte. Bag dem ikke for længe, så kan de blive tørre. Scones'ene smager allerbedst på bagedagen, men spiser I ikke alle, kan de fryses.
Noter
Skønne scones med kanel og marcipan. Nemme boller med bagepulver, kan sagtens laves som juleboller til jul.
Bliver du lidt træt af æbleskiverne, til julemånedens julehygge, så prøv at bage en portion julescones i stedet for. De mætter bedre og smager så godt.
De nemme scones kan hurtigt trylles en dag du får uventede gæster.
Prøv dem en dag hvor din tålmodighed ikke lige rækker til at bage en portion almindelige boller.
Perfekte at lave en hverdags-eftermiddag, hvor I har lyst til at hygge jer med hjemmebagte boller, også selvom I kommer lidt sent hjem.
Til dagens julescones har jeg brugt brunt bagepulver, som er almindeligt bagepulver iblandet gode julekrydderier. Perfekt til julescones.
Kan du ikke lige opstøve brunt bagepulver, kan du sagtens bruge almindeligt bagepulver og så tilsætte llidt ekstra kanel, stødt nellike, stødt ingefær og allehånde.
Hvis du ikke lige har disse krydderier på lager, så kan du fint nøjes med kun kanel og kardemomme.
Vaniljeskyr kan sagtens erstattes med yoghurt, skyr, kærnemælk, creme fraiche, eller vaniljecheasy sagtens bruges også.
Mælk kan også gå an, men surmælksprodukter gør konsistensen mere svampet, så brug gerne det. 🙂
Julescones – scones med kanel & marcipan
Marcipan smager bare godt i brød og kager, desværre er marcipan jo så hulens dyrt at købe.
Jeg har tilsat en smule revet marcipan til julescones’ene. Du kan fint udelade det, hvis du ikke lige har det på lager, eller hvis du synes det er for dyrt.
Disse søde julescones er en mellemting mellem kage og brød. De er fine som et lidt sundere kage-alternativ. De vil også være gode som et sødt mellemmåltid i madpakken også.
Scones smager allerbedst på bagedagen, men dagen efter var disse nu også rigtigt gode. Mon ikke det er fordi der er brugt skyr og æble i dejen? Det holder nemlig godt på fugten.
Prøv en portion julescones med iskoldt smør på og lad det smelte. Uhm – så lækkert. 🙂
Du kan også bage juleboller med gær. Få en rigtig god og meget populær opskrift på nogetiovnen.dk her.
Er du normalt ikke vild med rosiner i bagværk, så kan de fint udelades. Prøv dog gerne at tilsætte dem alligevel.
Husk bare lige at proppe rosinerne godt ind i scones’ene før du bager dem, så undgår du at de “brænder af” på ydersiden.
Kombinationen af æbler, rosiner og julekrydderier er helt fænomenal. Jeg er sikker på at disse julescones også vil blive et hit hjemme hos dig.
Spring du bare på.
God jul og god fornøjelse med bageriet 🙂
På bloggen finder du en lang stribe scones-opskrifter i alle afskygninger.
Der er scones med chokolade, med revet æble, med soltørret tomat og mange flere- find opskrifterne ved at klikke lige her 🙂
Få flere lækre opskrifter på scones her eller se med nedenfor:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
11.
12.