Oldemorbrød – her får du en god, nem opskrift på et klassisk franskbrød med hvedemel. Et let luftigt brød med yoghurt og olie i dejen.
Øj hvor er det sjældent, jeg bager et franskbrød kun med hvedemel. I dag skulle det være og sikke en succes!
Vi havde yoghurt i køleskabet som skulle bruges og det gav mig straks lyst til at bage et hjemmelavet franskbrød.
Brødet har jeg kaldt et “oldemorbrød”. Ja hvad er mon et oldemorbrød?
For mig er det et stort klassisk hvidt franskbrød, bagt kun med hvedemel. Brødet er penslet med æg, så det får den karakteristiske flotte blanke overflade.
Oldemorbrødet er luftigt, blødt og har en sprød skorpe.
Tit er de kendetegnet ved at de er bagt uden form, så de flyder en del ud, bliver meget store og lette. Dette brød har en saftig og blød krumme.
Man kan købe et stort oldemorbrød hos bageren, men brødet er meget nemt at bage selv.
Mon ikke vi er mange der kender et klassisk oldemorbrød fra barndommen? Bare duften af franskbrødet i ovnen giver en hyggelig stemning i huset.
Sådan en skive nybagt franskbrød med smør og rabarberkompot, ost, pålæg eller pålægschokolade er virkelig lækkert!
Til dette oldemorbrød har jeg brugt yoghurt i dejen. Yoghurten gør, at brødet holder sig saftigt og friskt længe, uden at blive tørt.
Efter nogle dage kan du riste brødet. Uhm det smager også virkelig godt nyristet med smør.
Brødet er nemt at bage, og du skal kun bruge få og enkle ingredienser. Dejen kan du bruge som grunddej til andre brød. Spring du bare på.
Nederst i dette indlæg får du tips til variationer og du får også flere gode brødopskrifter.
Oldemorbrød – opskrift på klassisk luftigt franskbrød
Ingredienser
- 2½ dl yoghurt kan erstattes med f.eks. kærnemælk, A38, skyr, creme fraiche eller mælk
- 2½ dl varmt vand lunet i elkedlen
- 25 gram gær
- 2 tsk sukker
- ¼ dl olie eller 25 gram smeltet smør
- 1 tsk salt
- 1 æg - sammenpisket halvdelen i dejen og resten til pensling.
- 700-725 gram hvedemel (ca.) gerne tipo 00 eller Manitobamel. Tilsæt kun mel til dejen slipper fad og fingre.
Sådan gør du
- Bland yoghurt og varmt vand, til blandingen bliver lunken/fingervarm. Rør gæren ud heri og tilsæt sukker og olie (el. smør) og halvdelen af det sammenpiskede æg. Tilsæt nu salt og mel lidt ad gangen, til dejen slipper skål og fingre.
- Ælt dejen godt igennem, gerne 5-10 minutter ved håndkraft eller med røremaskine. Dejen bliver blød og må godt klistre en smule. Måske du skal bruge lidt mere/mindre mel.
- Tildæk skålen og lad nu dejen hæve et lunt sted ca. 45 minutter ca. til dobbelt størrelse. Dejen kan evt. speedhæves 30 minutter i ovnen v. 30 grader (ikke varmluft).
- Beklæd en bageplade med bagepapir og læg nu dejen på, ved at forme den som et aflangt smalt franskbrød. Brug evt.franskbrødsform. Lad brødet hæve tildækket et lunt sted i ca. 30 minutter (evt. i ovnen v. 30 grader - ikke varmluft).
- Rids brødet med en skarp kniv og pensl med resten af det sammenpiskede æg. Vand, mælk eller olie kan også bruges. Drys evt. med sesam eller birkes.
- Bag brødet midt i ovnen ved 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn) i ca. 30-35 minutter, til det lyder hult, når du banker på det (også under bunden).
- Lad gerne brødet dampe lidt af nogle minutter før du udskærer det. Nydes lunt med smør
Noter
Gammeldags franskbrød bagt uden form – et saftigt hvedebrød med blød krumme
Et klassisk franskbrød der er blødt og saftigt indeni og har en sprød gylden skorpe. Brødet smager skønt med smør, ost, marmelade eller prøv en skive som tilbehør til varm mad.
Et hjemmebagt franskbrød som dette, vil vække jubel derhjemme. Lækkert brød til weekenden, til morgenbordet eller brunch? Hvis du gerne vil lave lyst sandwichbrød til madpakker, vil dette brød også være et godt bud.
På bloggen finder du også dette mormorbrød, men her har jeg også tilsat lidt havregryn og det er lavet kun med vand. Prøv også dette med rugmel.
Tips og variationer til opskriften:
- Al slags yoghurt kan bruges, også frugtyoghurt
- Yoghurt kan erstattes med andre surmælksprodukter og mælk også. Prøv også dette med skyr eller dette med sødmælk.
- Brug smeltet smør i stedet for olie, hvis du ønsker smørsmag i brødet. Olien gør krummen i brødet blød i længere tid
- Drys evt. brødet med f.eks. birkes eller sesamfrø før bagningen.
- Tilsæt evt. lidt groft mel, hørfrø eller solsikkekerner til dejen, hvis du vil have et grovere brød.
- Bag evt. dobbelt portion, for brødene kan nedfryses.
- Hvis du bruger Tipo 00 eller Manitobamel som hvedemel, vil brødet blive endnu mere luftigt.
“Bager du ikke snart brød igen?” spurgte min mand og sådanne plagerier kan jeg jeg da slet ikke stå for. 🙂
Min mand er vild med luftige bagerfranskbrød, så dette brød vakte jubel hos ham. Hjemmebagt franskbrød ER nu altså bare bedst, synes jeg.
Vi nød brødet til frokost og glæder os over at vi nu har et dejligt hjemmebagt franskbrød til den kommende weekend.
Måske du også skulle prøve det lækre brød? Det kan jo være du også har en rest surmælksprodukt til overs i køleskabet?
Foretrækker du et æltefrit brød så prøv dette.
Tjek bloggens brød kategori ud her og find mange flere opskrifter.
Få flere opskrifter på franskbrød her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
11.