En portion koldhævet dej i køleskabet, en pakke pepperoni, sen fyraften og en familie med to sultne teenagere?
Læs med her og hør hvordan en klat koldhævet dej kan blive til et lækkert sprødt pepperonipizzabrød med løg og peberfrugt.
Det var nemt for mig, for vi har altid en stor skål koldhævet dej i køleskabet, vi bruger til at bage morgen- og frokostboller af hver dag. Se hver hvordan du laver en koldhævet grunddej – en dej du kan bruge til madbrød, müsliboller, morgenboller o.a.
Det er så NEMT – og har du endnu ikke bagt din første portion, så prøv det. Bagefter vil du sige:”Hvorfor er jeg dog ikke begyndt på det noget før”?! 🙂
Det smarte er, at har du først sådan en portion i køleskabet, så kan du nemt trylle det brød familien lige skulle have behov for f.eks. en lækker pizza med pepperoni, løg og peberfrugt.
Sådan en lækker pizza skal du høre om i dag:
Pizza med pepperoni af nem koldhævet dej
Ingredienser
- 10-15 dl koldthævet dej eller den mængde der passer til en bageplade, når dejen er "trukket ud" til alle hjørner (brug en dejskraber). Se opskrift på koldthævet grunddej ovenfor
- Olie til dejskraberen
- 200 gran pepperoni
- 200 gram revet ost
- 2 løg i skiver
- 1 peberfrugt i strimler
- 3 spsk. tørret oregano
- ½ spsk. hvidløgspeber
- 1 tsk salt
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 225 grader varmluft
- Træk dejen ud på bagepladen. Brug olie (det gør projektet nemmere). Du kan lave to pizzaer og så lave dem ekstra tynde,så bliver de mest sprøde. Obs: To pizzaer kræver mere fyld. Til dagens pepperonibrød nøjedes jeg med en tyk enplade-pizza, den smagte rigtigt fint.
- Drys med revet ost på pizzabunden og halvdelen af den revne oregano.
- Tilsæt salt og peber
- Fordel pepperoniskiverne på pizzaen og top med løg og peberfrugt i skiver.
- Drys med det sidste oregano på toppen og lidt ekstra salt/peber
- Bag pepperonipizzaen 20-25 minutter v. 200 grader varmluft
- Pizzaen er færdig når den er gylden og sprød.
- Klippes nemmest i mindre stykker med en saks.
- Servéres straks, gerne med en salat til
En nem og lækkeer pizza af koldhævet dej – med fyld af pepperoni, peberfrugt og løg
Det er meget nemt at trylle en pizza, hvis du har en skål med koldhævet dej til at stå klar køleskabet.
Grundopskriften på den koldhævede dej, kan du finde her.
Sådan laver du den nemme pizza – se billederne her:
Det blev til et lækkert pizzabrød med ganske få ingredienser og ganske få armbevægelser. Det blev et hit herhjemme hos teenagerne, og jublen var stor, for der var pizza nok til madpakker dagen efter også.
Genialt at have sådan en dejskål i køleskabet, som der hurtigt kan bages hjemmebagte brød og pizzaer af. Det geniale er jo, at man slipper for at ælte dej og slipper for at lade dejen hæve af flere omgange. Så smart!
Denne type pizza passer vores familie rigtigt fint – vi er sent hjemme og hverdagsmaden skal helst laves lidt tjept. Hvis vi kan springe over hvor gærdet er lavest, gør vi også gerne det, blot foretrækker vi dog hjemmelavet mad.
Fyldet kan jo varieres i det uendelige. Jeg brugte pepperoni og pebefrugt og løg på toppen, fordi jeg synes det passer perfekt på en pepperonipizza. Du har jo selvfølgelig helt frit slag til pizzafyld. Du bestemmer 🙂
Jeg har skrevet om de hurtige pizzabrød før, f.eks. dette lækre hvidløgsbrød med skinke hvor dejen dog ikke er helt koldthævet, men dog langtidshævet. Jeg har også eksperimenteret med madbrød af koldthævet dej, se med her Lækre brød – dem alle sammen!
Dette er det hurtigste pizzaalternativ jeg kender til. Langt hurtigere end pizzamanden. Er spændt på hvad du synes om pizza på denne måde? Vores pizza blev tyk, vel en slags deep-pan-pizza? Heller ikke så ringe. Den smagte rigtigt fint 😉
Jeg ønsker dig god arbejdslyst med pizzabageriet.
Jeg takker af for i aften, iler til køjs og glæder mig over udsigten til 4 fridage. Skønt – håber også du vil nyde din Kr. flyv-dags-ferie 😉
Kig iøvrigt med ovre på Bagenørdens Facebook-side, hvor du i dag kan se hvordan jeg på mit job eksperimenterer med at forene min profession med min bagepassion. Spændende – og sikke interessante perspektiver det har, når tingene går op i en højere enhed.
Heldige mig – der både elsker mit job og min lille nebengeshjæft. Skægt når de to kan forenes! ! 🙂