Risalamande kage med Bastogne. Uhm – den bedste dessertkage til jul. Har du en rest ris a la mande til overs, så kan du lave denne lækre kage.
Hører du også til typerne der kan spise ris a la mande året rundt?
I dette indlæg får du opskriften på en rigtig lækker dessertkage der er lavet med en rest ris a la mande. Denne er med Bastogne kiks som bund. Skøn kage!
Ja det kan man nemlig godt! Man kan sagtens trylle nyt liv i en rest ris a la mande.
Faktisk er det en super smart kage at lave, hvis man har lavet en for stor portion og gerne vil stoppe madspild.
Du kan jo selvfølgelig også sagtens bare koge risengrød og lave ris a la mande helt fra bunden til kagen, hvis du ikke har en rest.
Tit har vi også en rest kirsebærsovs i overskud, og det smarte er, at man også kan få brugt denne rest til geleen på toppen af kagen. Din win.
En skøn kage til jul – eller resten af året, hvis du spørger mig. Jeg elsker bare ris a la mande og kan spise det året rundt.
Risalamande kagen kan sagtens nydes med anden topping – prøv den f.eks. med gele af jordbær eller appelsin på toppen. Uhm.
Jeg glæder mig til at prøve en version med jordbær til sommer. Jeg tror den vil smage fantastisk – lidt a la denne lækre risifrutti?
Det er altid dejligt med en god undskyldning for at lave en ekstra portion ris a la mande . Jeg er klar til nye versioner 🙂
Opskriften er rigtig nem og du får den lige her:
Risalamande kage med Bastogne – få en god nem opskrift hér
Ingredienser
Kiksebund
- 200 gram Bastogne kiks knuste. Digestive eller knuste julesmåkager som brunkager. pebernødder eller vaniljekranse kan også bruges
- 100 gram smør smeltet
Ris a la mande med husblas
- 9 dl ris a la mande eller 5-6 dl risengrød rørt med 3 dl. pisket fløde
- 3 blade husblas Du kan bruge 4 blade, hvis du ønsker din risengrødsmasse skal være ret stiv
- 2 tsk vaniljesukker smag til, afhængigt af hvor sød din ris a la mande er
Kirsebærgele
- ½ liter kirsebærsauce - gerne med bær kan også laves uden bær. Prøv også kagen med jordbærsauce eller appelsingele
- 4 blade husblas
Sådan gør du
Kiksebund
- Knus Bastognekiksene fint - det er nemmest i en plasticpose. "Kør" dem evt. over med en kagerulle
- Kiksene skal være smuldret helt fint. Smelt smørret og rør det i kikseblandingen.
- Beklæd en springform med bagepapir - min målte ca. 25 cm. Sæt gerne randen direkte på kagefadet, Klip kanter af bagepapir og beklæd kanterne med det. Du kan også bruge kageplast
- Pres kikseblandingen ud i kageformen og tryk bunden helt flad og tæt, f.eks. med bunden af et glas. Jeg brugte bare en ske. Stil bunden til afkøling.
Ris a la mande masse:
- Opblød husblas i vand. Kram vandet af og læg husblassen i en lille skål, sammen med 2 spsk ris a la mande. Lun få sekunder i mikroovnen el. over vandbad, til massen er flydende. Tilsæt lidt ris a la mande til massen er rimeligt afkølet.
- Rør nu husblas-blandingen i resten af ris a la manden og smag til. Fordel den på toppen af den afkølede kiksebund. Stil kagen til afkøling i køleskabet i ca. 3-4 timer
Kirsebærgele
- Opblød husblassen i vand. Kram vandet fra og læg husblassen i en lille skål. Tilsæt 2 spsk kirsebærsovs uden bær. Lun blandingen få sekunder i mikroovn til den er flydende. Tilsæt lidt kold kirsebærsovs til blandingen er næsten afkølet
- Bland nu husblasblandingen i resten af kirsebærsovsen. Fordel kirsebærsovsen på den kolde kage
- Lad kagen afkøle i minimum 1 time eller til geleen er stivnet
- Kør en skarp knip i kanden af formen og fjern evt. bagepapir/kageplast. Løsn springformen og træk siderne med bagepapir af.
- Du kan nu skære et fint stykke kage. Brug en skarp kniv og en lagkagekniv, til at skære stykker ud med.
Noter
Du kan si bærrene fra kirsebærsaucen, hvis du ønsker en gele uden hele bær
Man kan tilsætte 4 blade husblas til risalamande-massen, hvis du ønsker en mere fast masse.En ris a la mande kage er en rigtig lækker dessertkage – god til jul men også god resten af året
Dagens opskrift er en ny variant, hvor jeg har prøvet at bruge knuste Bastogne småkager som kiksebund. Halløj hvor var det bare en god idé!
Smagen fra de krydrede kanelsmåkager klædte bare kagen virkelig godt.
Perfekt julet smag, men dog ikke så julet, at kagen ikke sagtens vil kunne nydes på alle tider af året.
Tippet om Bastogne-bunden fik jeg som et fif af søde bloglæsere. Jeg elsker bare når I sender mig fifs og gode fiduser. TAK 🙂
Nogle bloglæsere har også tippet om, at man som bund også kan bruge knuste brunkager eller knuste vaniljekranse.
En helt perfekt stop madspilds kage, hvor man kan få brugt resten af sine julesmåkager.
Har du ikke lige småkager i overskud, så køb bare en pakke Bastogne småkager og knus dem til kiksebund, eller brug Digestive – du bestemmer.
På bloggen finder du en allerede én meget populær opskrift på den skønne risalamandekage i en version med Digestive.
Prøv også denne risalamande cheesecake eller disse risalamande cheesecakes i glas – uden husblas. Tippet om at lave risalamande kagen direkte på serveringsfadet, fik jeg også af en en sød bloglæser.
Det er faktisk kun randen/ringen du skal bruge. Det smarte er, at at man slipper for at bøvle med bagepapir i bunden af kagen bagefter. Genialt.
Jeg brugte kun 3 blade husblas til min ris a la mande kage, for jeg kan godt lide at risengrøds-blandingen stadigvæk er lidt cremet.
Hvis du ønsker en mere stiv og fast masse, så brug gerne 4 blade husblas.
Man kan sagtens skære nogle fine stykker kage, med kun 3 blade husblas, men du kan sagtens også bruge 4. Du bestemmer. 🙂
Min springform i sommerhuset er 25 cm. i diameter. Du kan sagtens bruge en mindre springform, så bliver din kage højere.
Jeg synes kagen er rigtig fin med hele kirsebær på, men du kan også sagtens si kirsebærsovsen og så bare bruge gelé uden bær.
Så er der ris a la mande kage til alle. Min absolutte yndlingskage og min families også.
Jeg har lavet kagen de sidste to julerferier, af ris a la mande rester. En skøn tradition. For mig er det næsten allerede blevet noget af det bedste ved julen. Ingen jul – uden ris a la mande kage!
Kagen er blevet så stort et hit i Danmark, at mange laver kagen helt fra bunden, også uden at have en rest risengrød/ris a la mande i overskud.
Hvis du ikke har en rest, så lav gerne en portion ris a la mande fra bunden. Få en rigtig god opskrift her
God fornøjelse med ris a la mande kagen til dig.
Glæder mig til sommer versionen også – sådan én må vi da også prøve?
Har du stadigvæk ris a la mande i overskud, så kig med her. Du får lige lidt mere inspiration til hvad du kan bruge det til her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.