Rødbedeboller. Uhm her får du opskriften på nogle saftige lækre boller med rødbeder. Lyserøde boller eller pink boller, i den fineste røde farve.
Rødbedebollerne ser festlige og farverige ud, men samtidig så er de også super saftige i dagevis og meget lækre i smagen.
De var et stort hit i min familie og Amanda, min voksne datter, var glad for at få en pose med hjem, da hun havde været på besøg.
Bollerne minder lidt om disse gulerodsbrud, disse squashbrud eller disse kartoffelboller.
Ja faktisk så kan rødbeder sagtens erstattes med både gulerødder og squash også, hvis de lige er de grøntsager du har i dig køleskab eller køkkenhave.
Rodfrugter og grøntsager i boller tilfører både saftighed, smag og vitaminer til bagværk. Bare brug de grøntsager der i sæson eller som du lige har i din grøntsagsskuffe.
Indrømmet, du får lidt røde fingre af at rive rødbederne. Jeg brugte bare mit rivejern, men du kan også bruge en køkkenmaskine, hvis du har sådan én? Du skal dog ikke bruge så mange rødbeder, så et rivejern kan også sagtens bruges.
Der er en del havregryn og solsikkekerner i bollerne, så de er grove og mætter godt. Bollerne er uden fedtstoft de sunde, grove og vitaminrige rødbedeboller.
Prøv dem i madpakken, som frokostbrød eller som tilbehør til suppe.
Rødbedeboller vil pynte så fint på et buffetbord eller hvis du serverer dem som madbrød. Du kan også bruge dejen til et helt rødbedebrød?
Har du mindre børn, vil de synes det er de sjoveste boller. Nogle kalder også de lyserøde rødbedeboller for “barbieboller” eller prinsesseboller”.
Måske det så vil være nemmere at få børn til at spise boller med rødbeder? Jeg tror det. 🙂
Hvis du gerne vil se flere opskrifter med rødbeder, så kig med nederst i dette indlæg.
Opskriften er rigtig nem og du får den lige her:
Rødbedeboller opskrift – få en god nem opskrift på boller med rødbeder hér
Ingredienser
- 7 dl lunkent vand kan erstattes med mælk/surmælksprodukt
- 25 gram gær
- 1 tsk sukker eller honning
- 150 gram havregryn både finvalsede og grovvalsede kan bruges. Kan erstattes med groft mel
- 350 gram revet rødbede kan erstattes med squash, gulerødder, kartofler, græskar eller andre rodfrugter
- 125 gram solsikkekerner kan udelades eller erstattes med andre kerner
- 2 tsk salt
- 1,2 kg hvedemel al slags hvedemel kan bruges, også Manitoba og Tipo 00 mel
- Pensling: vand, mælk eller æg
- Drys: solsikkekerner eller f.eks. havregryn
Sådan gør du
- Rør gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt sukker og havregryn. Vask rødbederne godt, skræl dem og riv dem på et rivejern eller i en foodprocessor
- Tilsæt salt og rør hvedemel i lidt af gangen, til dejen kan slippe fad og fingre. Måske du skal bruge lidt mere/mindre mel end jeg. Kan æltes ved håndkraft eller med køkkenmaskine. Stil dejen til hævning tildækket et lunt sted ca. 45 min
- Beklæd en bageplade med bagepapir og form nu boller af dejen. Jeg fik 20-22 boller af denne portion. Lad bollerne hæve tildækket med viskestykke et lunt sted i ca. 30 min. Du kan fordele bollerne på 2 bageplader, så de ikke vokser sammen
- Tænd ovnen på 175 grader varmluft og pensl nu bollerne og drys med f.eks. solsikkekerner. Bag nu bollerne ca. 17-20 minutter v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn). De er færdige, når de er luftige, sprøde og gennembagte
- Tag bollerne ud undervejs og mærk efter under bunden, om de er færdige. De skal lyde hule, når du banker dem under bunden. Kan nydes lune eller afkølede. De er friske i flere dage. Kan lunes i airfryer el. ovn.
Noter
Kan også bages med med squash, græskar, gulerødder, kartofler eller andre rodfrugter
FryseegnedeDejen kan også bruges til rødbedebrød eller rødbedeflutes, tilpas bagetiden.
Saftige lækre lyserøde boller med rødbede – svampede og friske i dagevis
Skønne boller og se da lige hvor festlige de ser ud!
Sidegevinsten er at de også er super lækre i både smag og konsistens. Prøv dem med en skive ost på eller lidt flødeost, hvidløgsflødeost måske?
De lyserøde boller var et hit og vores sommerhusgæst ville gerne have en pose med hjem. Den allerbedste anbefaling bagværk kan få. 🙂
Kan rødbedebollerne koldhæves?
Dejen kan koldhæves i køleskab i 8-10 timer, men så vil du skulle bruge max. 5-10 gram gær. Få inspiration i opskriften på disse koldhævede gulerodsbrud.
Det var sjovt at bage rødbedebollerne og det er bestemt ikke sidste gang jeg gør det.
Næste gang vil jeg prøve at bage et helt franskbrød med rødbeder, ligesom jeg også har prøvet at bage et squashbrød, et helt gulerodsbrød eller kartoffelbrød. Prøv også disse græskarboller. Uhm de er også gode.
Måske jeg også skulle prøve at lave rødbedeflutes? Rødbede ideerne pibler 🙂
Bestemt en opskrift vi sagtens kan eksperimentere mere med du og jeg. Spring du bare på en portion af de lækre rødbedeboller.
Kan rødbedebollerne laves i airfryer?
Sagtens, hvis du kan få plads. Måske du skal nøjes med 1/3 portion? Hvis der ikke er varmelegeme i bunden af din airfryer, så vil bollerne skulle vendes undervejs. Beregn lidt lavere temperatur og lidt kortere tilberedningstid
Få inspiration til flere lækre opskrifter med rødbeder her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
Fantastisk! Elsker farven:-)