Lun kærnemælken i mikroovnen. Rør gær, olie/smør og sukker ud i den lunkne kærnemælk. Rør mel, salt, kanel, kardemomme og rosiner i dejen. Dejen bliver fast, men stadig blød og klistret. Dejen kan røres bare med ske el. køkkenmaskine.
Skyl æblerne og skær dem i tern. Er skrællen fin behøver du ikke skrælle æblerne.
Rør dejen til æblestykkerne er godt fordelt i dejen.
Tildæk skålen og lad dejen hæve et lunt sted i ca. 45-60 minutter eller til dobbelt størrelse. Du kan evt. lynhæve dem i ovnen på 30-40 grader (ikke varmluft).
Beklæd en bageplade med bagepapir og sæt boller på bagepladen med 2 spiseskeer. Jeg fik 18 stk. Prop gerne rosinerne ind i dejen, så godt du kan.
Pensl bollerne med æg og drys evt. med perlesukker blandet med kanel og finthakkede mandler. Lad bollerne efterhæve tildækket i ca. 30 minutter et lunt sted. Du kan evt. lynhæve dem i ovnen på 30-40 grader (ikke varmluft).
Bag bollerne midt i ovnen i ca. 13-15 minutter ved 200 grader varmluft (225 grader alm. ovn) eller til de er sprøde og gyldenbrune. Bagetiden afhænger af bollernes størrelse og din ovns varmeevne. Hold øje med de ikke bliver for mørke.
Lad bollerne dampe af nogle minutter før servering. De smager skønt lune med smør på.